9. august 2019

Der ruller nu 1.546.805 kroner ind i kassen hos Visit Nordsjælland. Pengene er fra Erhvervs-fremmestyrelsen, der har bevilget pengene til turismeudvikling i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Visionen er at skabe en kommerciel infrastruktur i og omkring National-park Kongernes Nordsjælland, der kan fremme og optimere gæsternes samlede oplevelse samt fremme erhvervsudvikling.

Det fremhæves samtidigt, at kommercialiseringen af nationalparken skal 'tøjles', så bevarelse, kvalitet og bæredygtighed sikres.

 

Erhvervsudvikling skal forstås i bred betydning som et 'økosystem' af små virksomheder - for eksempel guider med særlig ekspertise - lokale/frivillige, foreninger, større virksomheder - blandt andet hoteller med lokale fødevarer på menuen - samt andre kommercielle aktører, forklares det i projektbeskrivelsen.

Styrelsens tilskud kan lægges oven i en nogelunde tilsvarende egenfinansering fra Visit Nordsjælland og tilknyttede kommuner, fortrinsvis med medarbejdertimer.

 

Projektets aktiviteter:

• God praksis i udvikling af service- og oplevelsessteder fra danske og udenlandske nationalparker

• Identifikation, afdækning og prioritering af målgrupper, nicher og værdikæder

• Test og formidling af nye nationalpark-tematiserede service- og oplevelseskoncepter

• Planlægning af turisme- og oplevelsessteders knudepunkter og faciliteter

• Nationalpark Kongernes Nordsjællands betydning for turisme og oplevelsesøkonomi.

Projektet starter 1. september og det løber til 31. august 2021.

Turismesamarbejdet

De fem kommuner i nationalparkens område – Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød – driver i fællesskab turistorganisationen Visit Nordsjælland, der udvikler og markedsfører området som turistdestination under brandet 'Kongernes Nordsjælland'.

 

Dette brand udgør i turismeøjemed en kernefortælling for området med rødder i historien om Nordsjælland som kongernes fristed. Fortællingen centrerer sig om slottene, naturen og nærheden til kysten og hovedstaden. Visit Nordsjælland driver desuden tre turistbureauer og en række turistinspirationssteder, hvor gæster kan hente kort, brochurer og andet informationsmateriale.

 

Visit Nordsjællands hjemmeside fungerer som en portal for turisterne i Nordsjælland, hvor der er beskrevet et væld af overnatnings- og spisesteder og mulighed for at booke forskellige produkter og oplevelser.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com