Nordsjælland: 5.200 gymnaster til forårsopvisninger

18. februar 2020

Gymnaster i alle aldre står klar til at indtage gulvene til årets forårsopvisninger, som DGI Nordsjælland arrangerer i Hillerød, Birkerød og Farum.  Den store interesse for at deltage vidner om en stærk og rummelig kultur, som gymnasterne værner om. En lang række af gymnastikforeninger i Gribskov Kommune er med på gulvet - blandt andet i den nye Arena Hillerød, Royal Stage lørdag 29. februar og søndag 1. marts.

Det bliver med opvisninger - lige fra Powerpirater til rytmedamer og springgymnaster på fuld skrue. Alle er klar til at vise, hvad de kan præstere. På landsplan forventer DGI, at flere end 140.000 gymnaster fra foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørger for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger landet over i slutningen af februar, marts og april.

Gymnasterne indtager opvisningsgulvene for at vise, hvad de har arbejdet med gennem gymnastiksæsonen, og der forventes i omegnen af 141.000 tilskuere til de mere end 100 opvisningsdage rundt i landet.

I Nordsjælland indtager gymnasterne også to nye haller i år. Opvisningen i Hillerød bliver i det nye Royal State, hvilket giver mulighed for endnu flere tilskuere end tidligere. Og så holdes der forårsopvisning i Birkerød Idrætscenter for første gang lørdag 7. marts. Farum Arena lægger gulv til den sidste opvisning søndag 8. marts.

Fest på tværs af generationer
Opvisningerne er kulminationen på flere måneders hårdt arbejde og intens træning for alle, uanset alder og niveau.

Det er noget helt særligt for gymnastikken, at opvisningen samler alle på tværs af generationer. Og der kan sagtens være lige mange sommerfugle i maven, uanset om man er garvet opvisningsgymnast eller skal på gulvet for allerførste gang, siger Conny Vørts, der er gymnastikkonsulent i DGI Nordsjælland Gymnastik.

Alle viser deres bedste på mange forskellige niveauer, og vi er stolte af at vise bredden af dansk gymnastik, pointerer hun.

Frivillige er altafgørende
At få forårsopvisningerne stablet på benene kræver mange hjælpende hænder. Både til at planlægge og være tovholdere, til at styre musik og tage imod publikum.

Næsten hundrede er involveret i arbejdet med at arrangere opvisningerne alene i DGI Nordsjælland. Hele koordineringen sker i stævneudvalget, som i år har fået mange nye, friske unge mennesker med, som synes, det er spændende at lave events.

 

De leverer en kæmpe indsats til glæde for de mange tusinde. Uden alle de frivillige var der ingen forårsopvisninger, siger Conny Vørts.

1/2

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com