Helsinge Nord: 90-110 boliger i ny Trolde-klynge

2. december 2019

Gribskov Byråd har godkendt den anden købs-aftale omkring klynger i Troldebakkerne i Helsinge Nord. Det åbner for 90-110 lejligheder i etage-byggeri med op til fire etager, som Furesø Properties A/S, der har hjemsted i Vedbæk, vil gennemføre. 

Der er dermed for alvor gået hul på salget i Troldebakkerne. Køber betaler 5.100.000 kroner for en byggeret på 8.160 kvadratmeter på den 12.555 kvadratmeter store grund. Der bygges i tre-fire etager i en 'gård'konstruktion 'med fire længer. Det er en bebyggelses-procent på 65 - og dermed nær dobbelt så meget, som er vedtaget for udviklings-området. Dermed forudsætter købs-aftalen, at der laves ny lokalplan. 

Der skal bygges et såkaldt altangangshus med tre etager - enkelt steder med fire etager. Lejligheder, der er tiltænkt unge og ældre, indrettes med tre og fire rum - alle med åbent køkken og med egen altan eller forhave. 

Købstilbuddet er valgt i anden udbudsrunde på denne klynge. I første udbud var der ikke tilbud, der opfyldte konditionerne. Derfor valgte byrådet at udbyde igen - denne gang uden andre vilkår end prisen så Furesø Properties dermed kunne komme igennem med det oprindelige tilbud.

Gribskov Kommune er også i gang med Klynge-3, der skal omfatte 'løse' parcelhusgrunde. Det er syd og øst for de to klynger, der er solgt.

Læs også: Første 24 boliger i Troldebakkerne

1/1

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com