1/1
90 friplejehjem og 20 seniorboliger

11. december 2020

Gribskov Byråd har med salg af to klynger i Troldebakkerne i Helsinge sikret sig, at budgetaftalen om nyt friplejehjem i Helsinge senest i 2022 kan realiseres. Det bliver ejendomsudvikler NREP, der skal bygge det, og det skal drivs af Fonden Mariehjemmene. 

 

Byrådet godkendte salget tirsdag aften, og NREP vil opføre friplejehjem og tryghedsboliger.

Det her er endnu et bevis på, at der er stor interesse for at investere i vores dejlige kommune, siger borgmester Anders Gerner Frost, der glæder sig meget over salget til NREP:

 

FRIPLEJEHJEM OG TRYGHED

Med det nye friplejehjem og de tilhørende tryghedsboliger, så sikrer vi, at der også er gode rammer for de ældste i den nye bydel, som jo skal være for alle generationer,, tilføjer borgmesteren, der suppleres af formand for Udvikling, By og Land-Udvalget, Pernille Søndergaard.

Jeg glæder mig til det nye år, hvor der med friplejehjemmet og flere andre projekter for alvor kommer godt gang i byggeriet i Troldebakkerne.

Vores forberedelser har stået på længe, og endelig kan vi snart begynde at få fornemmelsen af denne nye, fantastiske bydel i Helsinge, tilføjer hun.

 

90 FRIPLEJE OG 20 SENIOR-BOLIGER

NREP har købt en 20.500 kvadratmeter grund i Troldebakkerne. Planen er at opføre et nyt friplejehjem på op til 7.320 kvadratmeter og 1.600 kvadratmeter seniorboliger.

Det er det største plejehjemsprojekt, vi har lavet. Vi har købt byggeretter til at lave op til 90 plejeboliger og 20 seniorboliger, oplyser Klaus Ahm, investeringsdirektør i NREP.

 

- Umiddelbart ser det ud til, at det demografiske underlag giver mulighed for at bygge 75 boliger, men vi ønsker i dialog med kommunen i den kommende proces at se, om der kan skabes et grundlag for yderligere 15 boliger i de nye rammer.

 

Vi ved for eksempel ikke, om kommunen kunne have planer om at udfase eksisterende plejeboliger nu, hvor der bygges nye attraktive boliger, tilføjer han.

 

Projektskitsen her er udarbejdet af Rubow Arkitekter for NREP, der også samarbejder med arkitekterne på tre andre projekter - i Holte, Hundige Øst og Sorø. De to førstnævnte er med OK-Fonden som plejehjems-operatør, mens det i Sorø er Mariehjemmene.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com