22. juni 2019

Kurator Carina Zunino og Gribskovs kultur-udvalgsformand Morten Ulrik Jørgensen har lørdag åbnet den anden udgave af Nordkystens Kunsttriennale - der er en kunstnerisk oplevelsesrejse. med 19 stationer, blandt andet ved Esrum Kloster og Møllegård, hvor åbningen fandt sted.

Nordkystens Kunsttriennale er en kunstnerisk oplevelsesrejse gennem tider og steder, hvor alle med udstillingsguiden i hånden kan tage cyklen, bilen eller snøre vandreskoene og gå på opdagelse i områdets særlige arv. Kunsttriennalen formidles i en gratis lommeguide med et detaljeret kort, der viser ruten med steder og kunstnere.

I år er temaet Arv og kunstnerne undersøger, hvordan arven former vores steder, vores samfund og den fremtid, vi går i møde. Kultur og landskaber kan opleves gennem kunsten Med 19 kunstnere på programmet byder Nordkystens Kunsttriennale på en masse nye kunstoplevelser i det sommer-landskabet, hvor oplevelserne ligger som perler på en snor på en 38 km lange rute:

 

Mellem skulpturerne på Rudolph Tegners Museum og Statuepark kan publikum opleve billed-kunstnerne Alexander Tovborg og Sophia Kalkau samt lydkunstner Tim Hinman fra podcasten Third Ear.

 

På Søborg Slotsruin møder kunsttriennalens publikum Hans Rosenströms lydværk After the lake, som er inspireret af den forsvundene sø, som engang omringede slotsruinen.

 

Den svenske billedkunstner Andreas Glad maler til Gilleleje Havn og på Gilleleje Veststrand kan ses billedhuggeren Kirsten Ortweds værk fange solens lys.

 

Kok og madkulturel iscenesætter Mette Martinussen sætter over tre aftener i august munkenes liv på Esrum Kloster og Møllegård i scene i en mad- og lydoplevelse. Esrum Kloster og Møllegård lægger også jord til billedkunstner Elsebeth Jørgensen.

Værket Bølgen er billedhugger Gerda Thune Andersens bidrag til kunsttriennalen og kan findes i rundkørslen ved Bonderupvej og Nakkehoved Strandvej i Gribskov.

 

Hos Munkeruphus er det ikke blot beliggenheden ud til Øresund, som vil betage gæsterne. Her står kunsttriennalen i designets tegn, når designer og billedkunstner Eske Rex, designer Ditte Hammerstrøm samt billedkunstnerne Jørgen Carlo og Malene Bach indtager udstillingsstedet.

 

I Skibshallerne og Fiskerhuset i Gilleleje udstiller den svenske billedkunstner Lena Ignestam og et sted blandt Gribskovs træer finder publikum den finske billedkunstner Axel Antas værk 0.01ha, hvor skoven er materialet - sammen med hunderedevis af sommerfugle-laver.

 

På Græsted Torv bringer billedkunstner Karin Lind byens religiøse rødder i spil med kunstinstallation Troen og Kroen, i Gribskovs landskaber kan publikum opleve billedkunstner Vibe Bredahl og værket At vandre med sin arv, og på henholdsvis Nakkehoved Østre og Vestre Fyr er lyden i fokus, når forfatter Adda Djørup og det islandske multi-instrumentale orkester Amiina indtager fyrtårnene med hver deres lydværk. 

1/2

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com