1/1

Sponsor-svigt: Aflyser koncert-uge på Torvet

19. juli 2018

Der bliver ikke 'opvarmning' til Gilleleje Festival med 'Musikuge' på Torvet i Gilleleje. Gilleleje Handels og Turistforening har ikke haft held til at samle tilstrækkelig sponsoropbakning til koncerterne, der ellers skulle være på scenen mandag 23. juli til torsdag 26. juli.

 

Dermed kan Gribskov Kommune også lægge en bevilget underskudsdækning på 35.000 kroner 'tilbage i kulturkassen'.

'Musikuge 30' skulle være afviklet tredje gang - men udsigten til, at musik- og handels-arrangement kunne stå på egne ben var ikke øget. Tvært imod. Gilleleje Handels- og Turistforening søgte og fik bevilget underskudsgaranti på 35.000 kroner.

I 2016 godkendte Gribskov Kommune en underskudsgaranti  på 15.000 kroner - og den blev udnyttet, og det samme skete, da der i 2017 blev givet underskudsgaranti på 20.000 kroner. For et år siden var arrangøreren ramt af flere regnvejrsdage - og dermed svigtede publikum flere af de otte gratis-koncerter. Der blev dog et kæmpebrag til slut med fyldt torv til koncert med Alberte Wiinding. 

Sponsorindtægterne i 2017 var på 44.125 kroner. Dertil kom nettoindtægt ved salg af drikkevarer på 10.000 kroner. Men underskudsdækning på 20.000 kroner rakte dermed ikke helt til at undgå underskud for Gilleleje Handels og Turistforening. Det er gjort op til 13.335 kroner.

Opera på Stejlepladsen

Lørdag 4. august arrangerer foreningen igen opera på Stejlepladsen som afslutning på 'Vild med vand' på havnen. Her har byrådets udvalg for Kultur, erhverv og oplevelsesøkonomi ikke haft en særskilt ansøgning om underskudsdækning til behandling - men den kan være dækket med en del af de 35.000 kroner.

I 2017 lå der en underskudsdækning på 25.000 kroner, der blev brugt fuldt ud. Trods det kom arrangørerne ud for et underskud på lige over 7.000 kroner.

1/17

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com