1/1

Esrum: Indvier bålshelter til 255.000 kroner

1. juni 2019

Esrum Borgerforening har lørdag indviet nyt stort bålshelter på kanten af Esrum Sø. Foreningen har realiseret projektet med økonomisk opbakning på 254.883 kroner fra en række bidragydere. 

Leverandøren Bål Byg er godkendt af Naturstyrelsen Nordsjælland, der blandt andet fagligt har stillet   krav om at stolper er af kerne-eg og at der anvendes certificeret træ.

 

Foreningen har donationer til projektet på 50.000 kroner fra Nordea Fonden, 85.148 kroner fra Esrum Kloster og Foreningen Peregrinus, 83.333 kroner fra Lokale og Anlægsfonden samt 50.000 kroner fra Friluftsrådet. Gribskov Kommunen er - indirekte - bidragyder, idet donationen fra Esrum Kloster og Peregrinus er et overskydende beløb fra arbejdet med at etablere pilgrimsrute omkring Esrum Kloister.

 

Shelteret ved 'Blå port' ved den nordlige ende af Esrum Sø, bliver overleveret til Naturstyrelsen, der efterfølgende står for drift og vedligehold. Esrum bålshelter bookes på naturstyrelsen.dk eller på bookenshelter.dk

I Bålshelteret er der  30 sovepladser, og der er mulighed for at sidde på bænke, rundt om ildstedet midt i shelteret, mens brugerne nyder udsigten over Esrum Sø.  Shelteret ligger på en lille bakke, omkranset af træer, med køer i baghaven. For foden af bakken, er der  en lille sandstrand, hvorfra det er mulig at bade i Esrum Sø.

Partnerskab bag projektet

Der er tale om et partnerskab mellem Esrum Borgerforening og Naturstyrelsen Nordsjælland.

Esrum Borgerforening har finansieret og opført bålshelteret, mens Naturstyrelsen Nordsjælland lægger areal til og etablerer grillsteder m.m.

 

Esrum Borgerforening fører løbende tilsyn med området og har en årlig arbejdsdag på stedet, hvor shelter og omgivelser pudses af. Borgerforeningen kan booke shelteret forud og den lokale skole kan bruge det på faste tider til udeskoleaktiviteter. I den øvrige tid kan bålshelteret bruges af offentligheden.

1/4

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com