1/1

Gribskov: Fritids-borgerne skal mere i fokus

13. oktober 2018

Gribskov Kommune kan på linje med stort set alle øvrige kommuner - 85 ud af 98 - få ekstra udligning fra staten som følge af den stærkt voksende ældre-andel af befolkningen.  Det indebærer, at Gribskov  vil få 15.984.000 kroner i både 2019 og 2010. Det er gan ske uventet og det er ikke regnet ind i budgettet.

 

Regeringen vil lave overgangs-ordning over to år til 85 kommuner. De har fået mindre i udligning som følge af ændringer i, hvordan ældreudgifter budgetteres. Udligningssystemet opdateres årligt, så det følger udviklingen i kommunerne. Det giver hvert år bevægelser. I 2019 giver opdateringen af systemets fordeling af udgifter på aldersgrupper - alt andet lige - færre penge til kommuner med mange 65-84 årige.

 

Virkningerne af opdateringen har en særlig baggrund. For fra og med budgetterne fra 2018 opdeler kommunerne deres udgifter til ældre og voksne med handicap mere præcist. Dermed bliver kommunernes udgiftsbehov også opgjort mere retvisende i udligningen.

Der er tale om en mere omfattende ændring af reglerne for, hvordan kommunerne budgetterer disse udgifter. Ændringen er aftalt mellem regeringen og KL. Det har nu fået gennemslag i den kommunale udligning fra og med 2019. Regeringen vil derfor søge om Folketingets Finansudvalgs tilslutning til en overgangsordning på i alt 1,4 milliarder kroner over to år. Ordningen skal omfatte kommuner, som får et lavere udligningsbeløb fra 2019 blandt andet på grund af ændringer i den måde, kommunernes budgetter nu bliver gjort op på.


- Udligningen er med opdateringen blevet mere retvisende. Men regeringen vil gerne anerkende, at nogle kommuner med mange 65-84 årige kan have behov for en håndsrækning i en overgangsperiode. Nu får de mulighed for at tilpasse sig til de nye vilkår. Ordningen bliver parallel med den besluttede overgangsordning for nye data for udlændinges medbragte uddannelsesniveau, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Der er tale om et regeringsforslag, men der tegner sig på forhånd bred opbakning til det i Folketinget.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com