Søborg: Byrådet til andet dialogmøde
15. oktober 2018 kl. 09.30
Gribskov Byråd har torsdag taget hul på dialogmøder, der skal give borgerne i alle 12 valg-distrikter muligheder for at komme på tæt hold af politikerne. Næste møde bliver i Søborg mandag 5. november kl. 19.30 i forsamlingshuset.
Byrådet i Gribskov satte tidligere på året gang i en række dialogmøder med lokalsamfundene. Dialogmøder hvor politikerne besøger de forskellige lokalsamfund og inviterer borgere og foreninger i området til en fælles drøftelse om livet i netop det område.
Udgangspunktet for møderne er, hvad der er det gode ved livet i netop det område. Hvilke kvaliteter og aktiver området har, i hvilken retning området kan udvikles og hvad borgere, foreninger og kommune sammen kan gøre.
- I byrådet er vi optaget af, hvordan vi sammen med borgere, foreninger og virksomheder kan udvikle kommunen. Sammen med borgerne og de erhvervsdrivende, vil vi i endnu i højere grad finde løsningerne på udfordringerne . Og også løse udfordringerne sammen. Derfor lægger vi på møderne op til en dialog om, hvad der er det gode ved livet i det specifikke område, og hvad vi kan gøre sammen, for at gøre det endnu bedre, siger borgmester Anders Gerner Frost.
Lokalområdet for dialogen den 5. november består af: Nakkehoved, Munkerup, Hulerød, Lille Bregnerød, Bregnerød, Ferle, Dragstrup, Lundebakke og Søborg.
Dialogmødet holdes i Søborg Forsamlingshus, Bygaden 7, mandag 5. november kl. 19.30-21.30.
Tilmelding senest torsdag 1. november HER