Gilleleje: Bokseteam i Aabenraas ringridertelt

23. juni 2019

Thomas Møllenberg og Svend Rasmussens nye, professionelle boksestald, Q Pro Boxing, med base i Gilleleje, flytter teltpælene til Aabenraa torsdag 4. juli, Her danner det store ringridertelt med plads til 2.500 tilskuere rammen for staldens første, store bokseaften.

Foruden en række amatørkampe, bydes der også på et program med navne som Abdul Khattab, Oliver Møllenberg, Mahdi Jallaw, Jacob Porsgaard, Ali Mohamed og debutanten Oliver Zaren. Der arrangerer tur fra Gilleleje til begivenheden.

Valget af Aabenraa og Sønderjyllands største folkefest som skueplads for stævnet er ikke tilfældig. Det er Svend Rasmussens barndomsby.

- - Jeg er sønderjyde med stort S, selvom jeg ikke har boet i landsdelen i mange år. Da vi skulle finde et sted til vores største stævne, slog det mig lige pludselig, at det skulle da være dagen før ringriderfesten begynder, fordi det er utraditionelt, og det kunne være fedt at stille en ring op midt i arenateltet. Heldigvis var ringriderkomitéen positive over for at lade os leje teltet, fortæller Svend Rasmussen til JydskeVestkysten.

- Vi kan godt lide det utraditionelle, og derfor bliver denne aften noget andet. Der kommer boksning, fest, underholdning, sjov, musik og et spektakulært lysshow, og jeg tror, det bliver en spændende aften, siger han.

En fast årlig begivenhed

Otte professionelle kampe skal der bokses 4. juli, og der kommer også en dobbelt VM-kamp, idet hollandske Alicia Holzken skal kæmpe om to bælter mod en ukrainsk bokser.

På progresammet er også Mikkel 'Pjatrøv' Nielsen, som er opvokset i Haderslev, og Abdul Khattab, som Mikkel Kessler er træner for, til Aabenraa for at bokse i ringen. De skal sammen med de andre professionelle navne og nogle unge amatørnavne trække 2500 tilskuere til Ringriderpladsen, men det antal ser Svend Rasmussen ikke som en udfordring.

Boksefans fra hele Danmark

- Der vil komme boksefans fra hele Danmark. Fra Gilleleje alene kommer der en bus eller to, og vi har Mikkel 'Pjatrøv' Nielsen, som jeg tror vil trække en hel del fra sin hjemby Haderslev.

 

Alle boksere vil trække folk til, og så er der jo alle de helt almindelige gæster, som gerne vil opleve stemningen. Vi har et samarbejde med Aabenraa Bokseklub, så jeg tror, det bliver en spændende aften, og planen er også, hvis det går godt, at gøre stævnet i Aabenraa til en fast årlig begivenhed, siger Svend Rasmussen.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com