1/1

Gribskov: Pris på brand-exit ved at tegne sig

27. november 2019

Gribskov Kommune skilles fra Frederiksborg Brand og Redning og de øvrige fem kommuner i fællesskab fra 1. januar 2021, og rammerne for skilsmissen er ved at tegne sig. Der afsat to gange tre millioner i anlægsbudgettet for 2020-21 ved etableringen af eget brandvæsen - og den årlige driftsudgift ventes at kunne holdes indenfor 6.875.000 kroner.

 

De endelige beregninger er tirsdag lagt frem i Udvikling By og Land-Udvalget, og her blev der også udpeget medlemmeer til forberedende beredskabskommission.

Forventningerne omkring selve udgiften til udtræden blev lagt ind i anlægsbudgettet for 2020-21 med tre millioner hvert af de to år. Alt tyder på, at det bliver mindre, når vi kommer igennem alle forhold, men det er altså rammen, vi fik ind i budgettet, forklarer udvalgsformand Pernille Søndergaard.

Nu har vi så også fået overslaget omkring de egentlige, årlige driftsudgifter med de 6.875.000 kroner, tilføjer hun.

Ved byrådets behandling af sagen om Gribskov Kommunes udtræden af Frederiksborg Brand og Redning 12. november blev der oplyst et en beregning over driftsudgift på godt syv millioner kroner - men det har nu vist sig at blive lidt mindre.

Gribskov Kommunes udgift til Frederiksborg  Brand og Redning er nogenlunde på samme niveau. I 2018 var Gribskovs bidrag på 6.148.080 kroner, plus tilkøb af ekstra ydelser på 747.520 kroner - i alt 6.895.600 kroner.

 

I juni varslede Gribskov Kommune ønske om at udtræde af beredskabssamarbejdet, og byrådet bekræftede det tidligere i november.

Varslet var forbundet med en række forbehold. For eksempel skulle det sikres, at der i vedtægterne ikke var forhold, som gav uhensigtsmæssige udgifter i forbindelse med kommunens udtræden.

Begrundelsen var, da varslingen blev givet i juni, en bekymring om økonomien og et ønske om at fortsætte med udviklingen af et deltidsbrandvæsen i Gribskov Kommune.


Tidsperspektivet er, at endelig udtræden sker med udgangen af 2020.

Vores beslutning om udtrædelse af Frederiksborg Brand og Redning handler grundlæggende om, at vi gerne vil sikre vores deltidsbrandvæsen, som vi er meget stolte af i kommunen. Når det er sagt, så er vi meget optaget af fortsat at have et tæt samarbejde med de øvrige kommuner – også efter udtrædelsen. Vi ser frem til en konstruktiv og respektfuld proces, siger borgmester Anders Gerner Frost.

Første skridt er, at der nedsættes en forberedende beredskabskommission i Gribskov Kommune i forhold til den videre proces og afklaring om de fremadrettede rammer.

 

Det skete i UBL-U mødet, og kommissionen består af fem medlemmer: Brian Lyck Jørgensen, Dansk Folkeparti, Bent Hansen, Venstre, Mikkel Andersen, Socialdemokratiet, Jesper Behrensdorff, Det Konservative Folkeparti, og Bo Jul Nielsen, der står udenfor partierne.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com