Gilleleje: Debatmøde om klima, miljø og natur

9. maj 2019

Alternativet, Enhedslisten og SF ønsker at fremme en progressiv klima-, natur- og miljøpolitik og inviterer til debatmøde om emnet onsdag 15. maj kl. 19–21 Gilleleje Bibliotek i Kulturhavn Gilleleje.

Trods advarsler om farlige pesticider i drikkevand og grundvand har regering og myndigheder i årevis udvist en foruroligende passivitet. Det er enkelt at sikre fremtidens drikkevand, mener Walter Brüsch, geolog og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. Han har i mange år forsket i bedre drikkevand og grundvand.

Valgene har stor betydning

EU valget og Folketingsvalget har betydning for klima, natur og miljø. Klima, miljø og natur har høj prioritet hos vælgerne ved det kommende EU-valg og Folketingsvalget. Det haster med at finde bæredygtige løsninger, der sikrer klima, miljø og biodiversitet.

 

Lokalt har de næste års politik betydning også for vores lokalområde i Gribskov. Hvis vi skal kunne drikke vandet i Gribskov, skal der handles hurtigt. Vi har allerede fået lukket flere drikkevandsboringer på grund af for højt indhold af pesticider, fremhæver partierne.

 

Walter Brüsch indleder debatmødet og giver et billede af den aktuelle situation for Danmarks drikke- og grundvand. Han orienterer også om situationen i Gribskov kommune. Derefter følger paneldebat. I panelet er Christian Poll, Folketingsmedlem for Alternativet, Øjvind Vilsholm, Folketingsmedlem for Enhedslisten og Lise Müller, Folketingskandidat for SF, som hver vil komme med et kort indlæg.

 

Mai Villadsen, Folketingskandidat for Enhedslisten, er ordstyrer ved den efterfølgende debat. Der bliver lagt op til en bred debat ikke blot om løsninger for vores drikkevand, men også om klimabelastning, omlægning til grøn energi, løsninger og tidshorisont for CO2-reduktion fra trafik og landbrug, byggemetoder og energirenovering.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com

Alternativet, Enhedslisten og SF ønsker at fremme en progressiv klima, natur og miljøpolitik og inviterer til debatmøde onsdag 15. maj kl. 19–21 Gilleleje Bibliotek i Kulturhavn Gilleleje. (Foto: Jørgen Strøm).