1/3

Helsinge: Den Lille Prins i Gribskov Teater

1. november 2019

Gribskov Teater har en rigtig fin familieforestilling på plakaten lørdag 9. november kl. 16.00 i Gribskov Kultursal i Helsinge. Dert er 'Den Lille Prins', som Teater Next har produceret.

Med flere end 100 udsolgte forestillinger i sæson 2018-2019 og stor efterspørgsel på at se eller gense succesen, genopsætter Teater Next nemlig nu det forunderlige eventyr om den lille prins, der på sin dannelsesrejse rundt i universet lærer kærligheden og livet at kende.

 

På turen møder han blandt andre den herskersyge konge, forretningsmanden, der er begærlig, og drankeren, der drikker for at glemme, at han er flov over at drikke. Han møder også en talende blomst og en ræv, der gerne vil være tam, og som lærer ham, at det kun er med hjertet, man kan se klart.

 

Det er en god lejlighed til at tage hele familien i hænderne for at se en af verdenslitteraturens mest elskede historier omsat til teater med masser af levende musik, sang og humor.

 

Billetsalget har vist at forestillingen også er et sikkert hit for mange voksne uden børn som ledsagere.

Der gøres opmærksom på, at forestillingen er uegnet for børn under seks år

 

De medvirkende er Morten Hembo, Christian Bergman og Mads Kronborg. Bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Hembo og Christian Bergman Musik og sangtekster: Stine Michel og Mads Kronborg Lysdesign: Morten Hembo Lyddesign: Mads Stagis Dukkemager: Johan Kølkjær.

Læs også: Giro 413 musical i Gribskov Teater

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com