1/1

Gilleleje: Eksotiske toner i Kulturhavn-G

9. maj 2019

Der vil lyde eksotiske toner på Mezzaninen i Kulturhavn Gilleleje lørdag 11. maj kl. 20.00. Her kan der tages forskud på sommeren med herlig, rytmisk og varm calypsomusik. The Original Danish Polcalypso Orchestra – Polcalypso Band spiller quelbe-musik.

Det vil være næsten umuligt at sidde stille til den skønne medrivende eksotiske musik, der har en klang fra de gamle kolonier i Vestindien. Vores kolonitid kan give os røde ører, men musikken giver os gløden tilbage i kinderne og glæde i øjnene, fremhæver arrangørerne.

Det er en fornøjelig blanding af polka, mazurka og vals tilsat calypso, så man føler sig hensat til en varm sommeraften i de forhenværende koloniale dansesale.

 Vi bliver taget med på et vestindisk eventyr, der vækker længst glemte lidenskaber og stimulerer danselysten.

 

Musikken har sine rødder i de vestindiske øer St.Thomas, St.Croix og St.John, hvor den stadig spilles, og hvor bandleder Kazio Kierpaul første gang hørte den.

Med sig på scenen har han i alt syv personer, blandt andre Leonardo Pedersen (fra Leonardos Jazzkapel og Hans Knudsens Jump Band) og Vincent Nilsson (kendt fra DR´s Big Band).

 

Så kom og vær med til en fornøjelig aften, hvor livsglæden sprudler, og hvis du vil have en hel aften i Vestindien, har Restaurant Bolværket denne aften tilberedt en vestindisk inspireret ret – og senere på aftenen kan du nyde den skønne drink Mojito, opfordrer arrangørerne.

Billetter til 150 kroner hos www.gillelejebio.dk

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com