1/1

Folkeuniversitet: EU-kommissær Vestager i Helsinge

8. oktober 2018 kl. 20.05

Gribskov Folkeuniversitet sætter stort fokus på EU, hvor der er forestående valg til parlamentet i maj 2019, og fredag 12. oktober kl. 17.30-18.30 er EU-kommissær Margrethe Vestager gæst i Rådhussalen i Helsinge, hvor hun vil fortælle om EU-kommissionens arbejde og om sit job som konkurrence-kommissær.

Vestagere vil belyse en række emner: Hvad sker der efter de mange valg i Europa? Hvor står Euro-
pa efter valgene i Frankrig og Tyskland - og senest valget i Italien? Hvilken betydning har uroen i
Catalonien og Spanien? Og hvad kan vi forvente, når Storbritannien 29. marts 2019 udtræder af EU?

Og hvilken betydning har egentlig handelssamarbejdet med USA?

Spørgsmålene er mange, og arrangørerne har bedt Margrethe Vestager komme for at give sit bud på de udfordringer, som ligger i det europæiske samarbejde.

Margrethe Vestager vil endvidere fortælle om de lovgivningsmæssige initiativer, som kommissionen arbejder med og den betydning, de evt. kommende bestemmelser vil have for medlemslandene – herunder også Danmark.

 

Efter en lille pause ledes den efterfølgende diskussion - frem til kl. 19.30 - af formand  for Europa-bevægelsen i Nordsjælland, cand. arch. Flemming Thornæs.

Der er gratis adgang til arrangementet, idet det er støttet af Europa Nævnet og Gribskov Kommune.

Det er Gribskov Folkeuniversitets første arrangement i efteråret. Det følges op tirsdag 6. november kl. 19.30 i Kulturhavn Gilleleje, med mere fokus på EU, når formand for Europabevægelsen i Danmark, Stine Bosse, fortæller om sit syn på Europaparlamentets arbejde og de udfordringer og muligheder, som parlamentet står over for - både nu og i de nærmest kommende år.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com