Helsinge: FAA og Ugeposten samler redaktioner

21. maj 2020

Fem måneder efter købet af Ugeposten i Gribskov fra Politikens Lokalaviser forbereder Sjællandske Medier nu en samling af de redaktionelle medarbejdere på Frederiksborg Amts Avis og Ugeposten. De rykkes sammen i lokalerne i Østergade 33, og her indtager Camilla Nissen posten som redaktør.

Blot få uger efter, at hun indtog redaktør-stolen efter fortælle-legenden Karl Erik Frederiksen, rykker hun dermed også bogstaveligt en etage op med flytningen fra ejendommen Østergade 36 til en samlet journaliststab på fire-fem. Ugepostens redaktør, Claus Johansen, fortsætter i journalist-gruppen.

Medarbejderne i de to ‘bladhuse’ kunne gå på Kristi Himmelfartsferie med nyheden, som de fik præsenteret onsdag.

Stærkere digital fremtid

Sjællandske Medier købte i alt 13 ugeaviser fra Politikens Lokalaviser, og er dermed placeret over hele Sjælland med udgivelse af dagblade og Ugeaviser. En del af strategien er også en styrkelse på den digitale front.


- De nye ugeavisers redaktionelle stab vil i fremtiden bidrage til nyhedsstrømmen på sn.dk på lige fod med journalisterne ved husets dagblade og øvrige ugeaviser, forklarede Sjællandske Mediers chefredaktør, Bente Johannessen, ved overtagelsen af ugeaviserne.

Hun så frem til en markant styrkelse af sn.dk i Nordsjælland:

- Det vil føre til en større digital nyhedsstrøm i hverdagen, og det er vores håb, at sn.dk bliver mange nordsjællænderes foretrukne nyhedssite, som det er tilfældet på andre dele af Sjælland, hvor sn.dk har en massiv nyhedsstrøm, udtalte hun.

Byens 'Fleet Street'

Frederiksborg Amts Avis har været placeret i Helsinge med lokalredaktion siden 1978, da der blev etableret base i Vestergade 21 for journalisterne, der dækkede Helsinge og Græsted-Gilleleje.

Vestergade var på den tid byens 'Fleet Street', iden den forholdsvis nyetablerede Ugeposten holdt til på første sal i 'Bødkergården' - over arkitektfirmaet Oscar Petersen og Karl Henning Sørensen. Politikens daværende 'Helsinge-Græsted Gilleleje Avis' havde lokaler i NAG-ejendommen lige overfor.

Via lokaler i Helsinge Storcenter - over det daværende Favør - flyttede redaktionen til Østergade 36 i 1992.

Læs også HER og følg og deltog i debatten.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com