Helsinge: Favnen fuld af bingo-gevinster

8. september 2019

Langt de fleste af 680 gæster kunne vende hjem med gevinster, da 'Helsinge - Danmarks bedste børneby' med opbakning fra Kvickly Helsinge inviterede til Bingo-Show søndag eftermiddag. Og arrangørerne er selv de helt store vindere. Alt tyder på et overskud på omkring 100.000 kroner, der nu kan placeres i den nye, flotte legeplads ved Kvickly. Den ventes klar til foråret.

Netop 40 år efter, 'Banko Carl' Christensen første gang indtog Helsinge Byfest og samlede fulde huse i en årrække i Helsinge-Hallen med sit store bankoshow, mødte han igen i topform med det store bingo-show, der var udsolgt på forhånd, så der var brug for alle gode kræfter i Kvickly med direktør Palle Jørgensen i spidsen, børnebyens mange frivillige og også Holbo-spejderne, der virkede som de såkaldte 'anhængere', der fordelte de mange sidegevinster til både højre og venstre.

Adskillige deltagere kunne vende hjem med favnen fuld af gevinster, og et par kan i et halvt år aflyse den hjemlige middag, da vinderen sikrede sig adgang for to til Spisekrogens store buffet i 180 dage - en gevinst, der kan have en værdi af over 28.000 kroner. Der blev spillet om gevinster for over 125.000 kroner.

Vi har svært ved at få armene ned over et skønt arrangement med de mange glade deltagere. Nu ser vi frem mod at kunne etablere legepladsen, og den bliver en realitet hurtigst muligt, og Helsinge Brugsforening dækker udgifter, der ligger ud over bingo-overskuddet, siger bestyrelses-formand Jan Borgen.

Tak til alle deltagere for godt humør og fantastisk opbakning - tak til spejderne for deres store stykke arbejde med sidegevinsterne. Tak for en herlig dag, lyder det fra Kamilla Brøckner Barslund, -Helsinge - Danmarks bedste børneby'.

1/2

1/7

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com