1/3

Gilleleje: Festlig og velbesøgt boglancering

30. oktober 2019

60-70 mødte onsdag op i Kulturhavn Gilleleje til en meget festlig markering af udgivelsen af forfatter Jørn Henrik Olsens nye bog med titlen Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod. Forfatteren præsenterede på forskellig måde bogen. Den har et fokus på nogle af livets smertepunkter, ikke mindst tab, sorg og ensomhed.

 

Medvirkende var også det dygtige kor A'Cappella, som fremførte flere dansk- og engelsksprogede sange, der understøttede bogudgivelsens emner.

 

Grafisk designer og kunstfotograf Camilla Engrob fortalte kort om vejen fra tekstens indhold til slutproduktet, og om hvad hun vægtlagde i den kreative proces på denne vej. Konkret har hun både arbejdet med udgivelsens grafiske design og leveret 20 kunstfotos, som særligt lukker op for eftertænksomheden i sammenhæng med bogens øvrige indhold.

 

I sin præsentation fremhævede Jørn Henrik Olsen, at bøger gerne må være smukke, også som kunst-form, men de må meget gerne forholde sig til menneskelivet, herunder spejle livets smertepunkter. Det har været hans mål med udgivelsen.

 

Støtte i personlig sorgproces

På den måde kan en bog forhåbentlig yde livshjælp eller være en støtte i en personlig sorgproces. For forfatteren har det også i forbindelse med denne udgivelse være helt afgørende, at form og indhold udgør et smukt hele. Og det er lykkedes til fulde, takket være bogens grafiske designers kvalitetsbevidsthed.

 

Det er klart, sagde Jørn Henrik Olsen endvidere, at læsningen i enkelte læsers liv kan afstedkomme så meget. Vi er alle forskellige steder i sorgen. Vi har alle forskellige erfaringer med tab og sorg. Det vil have en afsmittende virkning på udbyttet. Ingen kommer forventningsløse til en bog. Vi tager vort eget liv og vores egne erfaringer med ind i læsningen. Det at kunne forbinde sig med en bogs indhold er ret afgørende. Det har været et mål under skrivningen at få sat et brohoved ind på menneskers liv og erfaringer. 

 

Han citerede også fra en boganmeldelse, en såkaldt lektørudtalelse fra Bibliotekscentralen, der fremhævede bogens evne til give inspiration og viden til både lærd og læg. Udtalelsen siger blandt andet, at bogen indeholder 'meget velfunderede og eftertænksomme essays', og at den med givende eksempler er det oplagte 'udgangspunkt for professionelle samtaler, men at den også vil være virkelig god og inspirerende læsning for den enkelte læser, der føler sig udfordret af de emner, bogen tager o'.

 

Forfatteren Jørn Henrik Olsen kunne ikke have ønsket sig en bedring vurdering fra denne eksterne bogkritiker.

 

Han kunne tilføje, at der har været meget stor forhåndsinteresse for bogen, og at det nu bliver spændende at følge dens videre færd ud i verden.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com