1/1

  FILM PÅ VEJ OM LYSTFISKERI 

Det har ikke skortet på flotte fangster af blandt andet fladfisk, da der torsdag er lavet optagelser til film om lystfiskeri, som Gribskov Kommune har valgt at få lavet som led i markedsføring af fiskeri fra kommunens lange kyststrækning.

 

Mads Hussing, der kendes fra lystfiske-program i DK4, står for optagelserne til en halv time lang film, og han har indtaget vestmolen på Gilleleje Havn til det - støttet af ivrige og kyndige lystfiskere.

 

Der anvendes 15.000 kroner til filmen, og de tages fra den pulje, der er i budget 2020. Puljen er på 50.000 kroner som turisme-indsats for lystfiskeri, og den blev sat ind i budgettet i forliget fra 2019, da det afløste medlemskab af Fishing Zealand.

 

Netop lystfiskeriet er et meget stort aktiv for kommunen og turismen, siger Brian Lyck Jørgensen. Han er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti - og også en meget ivrig lystfisker, engageret i Helsinge og Omegns Sports-fiskerforening. Denne forenings formand, Ejvind Hartmund, er også interviewet til indslag i filmen. Det samme er borgmester Anders Gerner Frost og Lyck Jørgensen.

1/2

1/1

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com