1/1

Gilleleje: Fjordføl flyttes til Kulturhavn-G

26. maj 2019

Fjordføllet, der er en af de mange skulpturer og andre kunstværker, der er skænket til Søborg-Gilleleje egnen af Jens Bo Larsens Mindelegat, bliver nu flyttet fra det tidligere rådhus på Birkevang i Gilleleje til Kulturehavn Gilleleje.

Det sker som optakt til, at legatet med stor udstilling i Gallerigangen bliver bragt mere i fokus.

Den store fotoudstilling og fortælling om legatet og dets baggrund åbner søndag 16. juni.

Både kulturudvalget i Gribskov Kommune, der modtog fjordføllet som gaver og legatbestyrelsen har godkendt flytningen.

Det er lykkedes også at få dækket flyttearbejdet, idet entreprenør-firmaet Nordkysten har påtaget sig at være sponsor for det.

- Jeg glæder mig over, at det nu går op i en  højere enhed, siger formand for Gribskov Byråds kulturudvalg, Morten Ulrik Jørgensen, der også har plads i legatbestyrelsen.

Han tilføjer, at det endnu er usikkert om fjordføllets placering bliver den endelige. Det hænger lidt sammen med det endnu ikke afsluttede kulturhavns-byggeri, hvis tredje og sidste etape snart ventes igangsat. Men skulpturen bliver placeret mellem Kulturhavn og Søborg Kanal.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com