Gilleleje: Jødeflugtjolle nyt klenodie i museum

18. april 2019

Med smil på læben, alvor i stemmen og et anerkendende nik takkede museumsinspektør Søren Frandsen for, at den tidligere Villingebækdreng Niels Anker Nielsen ikke havde solgt sin gamle træjolle. Jollen blev i stedet givet til Gilleleje Museum og er det nyeste klenodie i Museum Nordsjællands samlinger i Museet Østergade 20.

Jollen indgår i udstillingen om redningen af jøderne under Anden Verdenskrig. Jollen er den eneste båd i samlingen, som har været anvendt til redningen af jøderne i 1943.

Museet åbner sin sommersæson Skærtorsdag og vil have åbent torsdag til søndag kl. 11-16 indtil efteråret.

Jollen var bygget året før – i 1942 – og blev brugt til at forsørge familien Nielsen ved kystfiskeri. I oktober 1943 kom en række flygtende jøder til Villingebæk, og da jollen var for lille til at sejle helt over til svenskekysten, aftalte Niels Anker Nielsens far med jøderne, at han skulle købe en båd. Først prøvede han om fiskerne i Gilleleje ville sejle med jøderne, men de havde rigeligt at gøre med de mange jøder, som gemte sig i fiskerbyen.

Købte kutter til overfart

Derfor købte han en mindre kutter, Falken, i Hornbæk, og tre gange sejlede han 5. oktober og 6. oktober i alt 37 jøder til Höganäs. Jøderne blev først roet fra stranden i jollen og ud til Falken.

I Sverige blev de registreret af toldembedsmanden Gunnar Nilsson, som også noterede navn og hvad den enkelte havde betalt. Det er nye oplysninger, som Gunnar Nilssons søn, Lennart, har fundet i arkiverne. Navnene og alle oplysningerne er udstillet på en planche.

I januar 1945 blev Niels Anker Nielsens far og dennes nevø Henry Nielsen arresteret af Gestapo – ikke for at have sejlet jøder, men fordi Niels Anker Nielsens storebror, Leif, var eftersøgt for at deltage i modstandsarbejdet.

Falken blev senere fundet som jern i Helsingør, træet var brugt som brænde. Jollen blev fundet i Københavns Nordhavn og med besvær transporteret til Villingebæk, hvor den igen blev anvendt til fiskeri; inden Niels Anker Nielsen tog den med til sit nuværende hjem på Djursland.

Ved indvielsen talte en begejstret formand for Kulturudvalget i Gribskov Kommune, Morten Ulrik Jørgensen, om jollen og de netop vedtagne ideer til et kommende museum på grundene Østergade20 og Hovedgaden 49.

- Jeg glæder mig til at vi - Gribskov Kommune, Museum Nordsjælland og Gilleleje Museumsforening - nu skal samarbejde for at skabe et ny museum. Der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal holdes borgermøder. Ja, vi skal begynde med at inddrage borgerne og brugerne i udarbejdelsen af projektet. Og så er det jo fantastisk, at vi har en så stor og aktiv Museumsforening.

- Et museum er en af de sidste brikker der mangler i at skabe en kulturel enhed i Gilleleje centrum, til gavn for os alle, sagde Morten Ulrik Jørgensen.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com