Helsinge: Fra Fysio til Loop-fitness

16. december 2019

Kæden Loop Fitness breder sig med rekordfart landet over til foreløbig 110 byer - og efter for nylig at have åbnet i Kulturhavn Gilleleje i de tidligere Nordea-lokaler kan turen nu komme til Helsinge, hvor det er Fysio Danmark Helsinges lokaler på Frederiksborgvej 18, der frister Loop.

 

Det forudsætter, at Gribskov Kommune kan godkende det ændrede formål, der kan medføre øget pres på parkeringspladser i området. Det er dermed et af de temaer, der skal drøftes i Udvikling By og Land-Udvalget tirsdag.

 

Udvalget er indkaldt ekstraordinært med det som eneste punkt på dagsordenen, at der igangsættes lokalplanarbejde, der kan bane vej for fitness-centeret.

 

Fysio Helsinge ApS ejer lokalerne, der er placeret på første sal som nabo til lægerne. Der er 245 kvadratmeter i lejemålet. Fysio Helsinge indehaves af fysioterapeut Dorthe Camilla Jensen, der har valgt at flytte alle aktiviteter til lokaler, som hun i forvejen lejer i Helsinge-Hallerne til Fysio Danmark Helsinge Fysik Club.

Flytningen sker fra 20. december.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com