Gribskov: Grønt og bæredygtigt med LAG

2. januar 2020

Da vores udviklingsstrategi i forvejen lægger vægt på, at projekter skal være bæredygtige i den forstand at de understøtter økologisk, økonomisk, social og kulturel bæredygtighed har vi valgt at det overordnede tema for LAG projekter i 2020 er ’grøn og bæredygtig’, fortæller formand Peter Plant om forud for de to ansøgningsrunder, der er i marts og maj.

Forinden holdes et stort inspirationsmøde om grønne og bæredygtige LAG-projekter i 2020. Her er der 2,3 millioner kroner til LAG projekter, og vi starter året med at holde et inspirationsmøde om grønne og bæredygtige lokale projekter, siger Plant.

 

På mødet kan deltagerne blandt andre møde ildsjælene fra Tothavens Mikromejeri, Garbolunds Naturvineri og Sykkels Specialcykel Udlejning. Mødet finder sted mandag 27. januar kl. 19-21 iTorup Landsbycenter, Hågendrupvej 6A.

750.000 kroner ekstra i 2020

Baggrunden er at Erhvervsminister Simon Kollerup har valgt at tildele ekstra 750.000 kroner til LAG projekter i Halsnæs og Gribskov i 2020, og projekterne skal være grønne og bæredygtige. Erhvervsstyrelsen har udarbejdet et oplæg, der beskriver hvad de forstår ved bæredygtig udvikling og grøn omstilling i LAG.

Alle er velkomne til inspirationsmødet.


LAG Halsnæs-Gribskov er en lokal aktionsgruppe, der virker for udviklingen af lokalområderne inden for Halsnæs og Gribskov kommuners grænser i samspil med områdets erhvervsliv, iværksættere, foreninger samt de enkelte lokalsamfund og ildsjæle. LAG fremmer bæredygtig vækst, nye arbejdspladser og bedre levevilkår på landet.  


LAG Halsnæs-Gribskov er desuden fiskeri aktionsgruppe (FLAG) i Gribskov kommune med det formål at understøtte erhvervsudvikling og skabe lokale arbejdspladser inden for den maritime økonomi.
Lokale aktionsgrupper er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling ved at tildele tilskudsmidler til relevante projekter fra EU´s Landdistriktsprogram og Hav- og Fiskeriudviklingsprogram.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com