Bladchef tilbage som investor
Et kendt navn for år tilbage i medie-verdenen i Gribskov, Svein Gilbu, er 'tilbage' i Helsinge - nu som investor ved køb af ejendommen Hammerichsvej 4, som han og Gribskov Kommune har lavet købsaftale om via selskabet 3G Entreprise A/S, der har hjemsted i Greve.
Gilbu, der er 73 år, er aktiv i en række projekter og selskaber, og han har stiftet Hammerichsvej 4 ApS, og det har erhvervet byggeretten til boliger på den 1.000 kvadratmeter store matrikel. Købsprisen er 1.778.500 kroner, inklusiv moms.
Der arbejdes ud fra muligt byggeri af 700 kvadratmeter boliger.
Gilbu var i 1990'erne og over næsten 20 år bladchef og mediechef på Berlingske Lokalaviser, der i starten af 1990'erne købte Ugeposten fra den mangeårige lokale udgiver, Ove Vilmun.
Svein Gilbu var senere i en årrække mediechef på Helsingør Dagblad.