1/1

Hillerød: Håndbold tager ud på kilometer-jagt

26. februar 2020

Nordsjælland Håndbolds spillere er på pointsjagt i håndbold-ligaen for at overleve i den bedste række, og mens det står på tages der også ud på en af de populære og økonomisk vigtige kilometerjagter. Den bliver i år lagt ind mandag 9. marts som optakt til hjemmekampen i Arena Hillerød, Royal Stage, mod Bjerringbro-Silkeborg.
 
Her skal det vise sig om repræsentanter fra erhvervslivet har gode ben, og deltagende politikere kan vise, at de lever op til det ry, de har om at have gode ben.


Mandag 9. marts starter jagten kl. kl. 17.00 og, den skydes af efter halvanden times dyst på spinning-cykler. Ti hold a fire ryttere dyster om dels at køre flest kilometer, dels at have solgt flest anparter og dermed have cyklet flest penge ind.


Rekorden blev sat i 2019, da et hold fra HHM A/S og Bygma Hillerød samt et hold fra Nordtag A/S i Græsted, der begge kørte 80.000 kroner ind – og Hillerød-holdet kørte også længst med 80,1 kilometer:

 

Rekord i 2019 med 534.137 kroner
- Samtidig blev der sat rekord med 534.137 kroner, som går til Nordsjælland Håndbold – og vi håber naturligvis også i år at sætte rekord, fortæller eventkoordinator Ann-Britt Thorndahl fra Nordsjælland Håndbold.


KilometerJagten foregår op til ligakampen mod Bjerringbro-Silkeborg: Denne kamp fløjtes op kl. 19.30.


For et år siden var der 400 deltagere til KilometerJagten, og med stigende tilskuertal, som Nordsjælland Håndbold har oplevet til hjemmekampene siden slutningen af november, er der lagt op til en festlig dag.


De ti hold, som dyster i år: IT Eksperten/Schwartz Gulvservice, HHM A/S/Bygma, Spar Nord/CL Gruppen, J.B. Olsen/KS Connections, Nordtag, Circle K, Adserballe & Knudsen, Store Erhvervsmænd, Danske Bank og #StærkestSammen, der er et fælles hold for de tre moderklubber bag Nordsjælland Håndbold: Helsingør Håndbold, Hillerød Håndboldklub og Team Helsinge Håndbold.


KilometerJagten har eksisteret som en munter, svedig og indbringende begivenhed siden 2008.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com