Gribskov: Erhvervs-profil går efter borgmester-post

7. januar 2020

En af Helsinges store erhvervs-profiler gennem tre årtier, optiker Michael Bruun, er klar til at tage kampen op med borgmester Anders Gerner Frost om denne post efter valget i 2021. Han er én af foreløbig tre borgmester-kandidater, Venstre har i spil forud for opstillingsmødet 26. februar.

Michael Bruun byder ud over erhvervserfaringen ind med flere perioder som medlem af byrådet og poster som udvalgformand. Han opnåede ikke genvalg ved valget i 2017.

Byrådsmedlem og udvalgsformand Natasha Enetoft og webmaster i Gribskov Venstres organisation, Peter Agerbo, har ligeledes meldt sig som kandidater.

De vil blive præsenteret på lige fod overfor opstillingsmødet, idet Venstres bestyrelse ikke vil lave anbefaling af topkandidaten før mødet.

- Det er endnu muligt at byde sig til som kandidat helt frem til opstillingsmødet. Vi venter dog, at der allerede i den kommende uge kan dukke en kandidat mere op, oplyser formand i Gribskov Venstres bestyrelsen, Torben Dencker, efter et møde mandag aften.

Viceborgmester Kim Valentin, der fortsat har sæde i byrådet, har valgt den landspolitiske vej, da han blev valgt til Folketinget i 2019, og han er ikke til rådighed som borgmesterkandidat.

Læs også: Unge kvinder kan tegne-fremtid

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com