1/1

 KLAR MED BYGGEKONTRAKT 

Gribskov Byråd har nu valgt, hvem der skal bygge det kommende administrations- og sundhedsfaglige hus i Østergade i Helsinge. Valget er faldet på totalentreprenøren Hoffmann A/S, og fredag underskrev parterne kontrakten. Byggeriet ventes klar i slutningen af 2022.

 

Det valgte tilbud fra Hoffmann A/S indebærer, at Gribskov Kommune kan få udført hele første etape, inklusiv lokaler til genoptrænings-enheden, for 119,5 millioner kroner, der var den ramme, kommunen havde opstillet i udbuddet.

 

Det var dermed en yderst tilfreds direktør for Plan, Teknik og Beskæftigelse, Niels Tørsløv, der kunne skrive under på kontrakten for byggeriet efter et meget langt udbudsforløb. Her anmeldte 17 entreprenører oprindeligt interesse, og heraf blev de Hoffmann udvalgt til at give endeligt bud med pris og design - i konkurrence med Casa A/S og BAM A/S.

 

VIGTIG MILEPÆL

Vi samler nu fire forskellige matrikler i tre forskellige byer på ét sted. Det betyder, at vi fremadrettet kommer til at spare cirka fire millioner kroner om året på for eksempel løbende bygningsdrift, som vi i stedet kan bruge på velfærd, siger direktøren.

 

Fire af kommunens centre bliver samlet på matriklen i Østergade. Nemlig de to centre i Social og Sundhed - Center for Sociale Indsatser og Center for Sundhed og Omsorg - PPR og tandplejen fra Center for Dagtilbud og Skoler og hele Center for Job og Unge.

 

EN RÆKKE SYNERGIER

Der vil derudover også være en række synergier ved at samle de forskellige områder på ét sted, og det vil styrke vores service til borgerne. Og så er der naturligvis mindre køretid, fordi langt flere medarbejdere nu er samlet i Helsinge.

 

Jeg glæder mig rigtig meget til at følge byggeriet lige fra første spadestik til indvielsen, som efter planen sker i december 2022, siger Niels Tørsløv.

1/1

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com