Helsingegården: Hyldest og fest med Sebastian

18. februar 2020

Helsinges hyldest af lokalt forankrede sanger, musiker og komponist Sebastian i anledning af hans 70-års dag i december er tirsdag fulgt op på festlig vis med yderligere hyldest på Plejecenter Helsingegården, hvor beboerne fik anledning til at hilse på Sebastian og samtidig blev budt på fest og stemningsfyldt sammenkomst. 

Da Helsinge hyldede Sebastian i Tinghuset i Helsinge i december med stor udstilling, havde han på forhånd foreslået, at hvis der blev penge til overs ved arrangementet, så skulle de gå til en fest for beboerne på Helsingegården.

 

Der kom mange mennesker for at se udstillingen, og alle betalte 20 kroner entre. Samtidig var der firmaer som er medlem af Helsinge Rotary, som besluttede sig for at blive sponsorer. Dertil kom, at vi 

solgte en masse af Sebastian seneste plade og cd-udgivelser. Her tjente vi også nogle penge, fortæller præsident i Helsinge Rotary, Tommy Seier.

Nu er regnskabet gjort op, og vi glæder os helt utroligt over, at der blev penge nok til en fin fest for beboerne på Helsingegården.

Ud over godt for ganen, blev beboerne også budt på sang og musik af Peter fra 'Peter og de andre kopier'. Der blev blandt andet spillet Kim Larsen sange.

Bag hele arrangementet stod Sebastian, Helsinge4you, Helsinge Rotary og Helsingegården, hvis ledere Heidi Schwaner Christiansen og Heidi Mørck Fischer herover ses sammen med de øvrige arrangører.

1/3

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com