Esrum: Indkalder forslag til nationalpark-plan

24. februar 2019

Indtil 28. april er det muligt at komme med ideer til den plan, som der skal laves for Nationalpark Kongernes Nordsjælland - og på vejen mod det  holdes informations-møde tirsdag 26. februar kl. 19-21 på Esrum Møllegård. 

En naturskattejagt for børn på mobilen eller et høsletlaug af frivillige, der med le skaber plads til sjældne orkidéer. Det er to eksempler på projekter, som kunne være en del af den nationalparkplan, som Nationalpark Kongernes Nordsjælland nu er gået i gang med at skrive.

 

Planen skal beskrive, hvordan nationalparken skal udvikle sig over de næste seks år. Nationalparken efterlyser derfor ideer til projekter, der styrker eller formidler områdets natur, landskab og kulturhistorie eller skaber nye muligheder for friluftsliv, erhverv og turisme.

Det er afgørende, at lokale lodsejere, virksomheder, foreninger og ildsjæle er med til at udvikle nationalparken. Derfor inviterer vi alle til at komme med deres bud på, hvordan vi laver en helt fantastisk nationalparkplan, der bygger på frivillighed, samarbejde og lokal forankring, siger Carl Bruun, formand for bestyrelsen for Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Forventer mange ideer
De andre nationalparker har modtaget mange hundrede ideer til deres nationalparkplaner, og Nationalpark Kongernes Nordsjælland ser da også frem til at modtage en masse gode ideer.

Nordsjælland er et skønt sted at bo, arbejde eller besøge, og vi forventer, at der vil være mange engagerede mennesker, der har lyst til at være med til at udvikle nationalparken sammen med os. Det er jo dem, der kender området bedst, og derfor dér de gode ideer skal findes, siger Marianne Lund Ujvári, sekretariatschef i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.  

Muligt at høre mere
Nationalparken inviterer alle interesserede til at dukke op til et af de tre informationsmøder, som holdes:

  • Tirsdag 26. februar kl. 19-21 på Esrum Møllegård, Klostergade 12, Esrum.

  • Mandag 4. marts kl. 19-21 på Krogerup Højskole, Krogerupvej 13, Humlebæk

  • Torsdag 21. marts kl. 19-21 i Gjethuset, Gjethusgade 5, Frederiksværk.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com