1/1

Aktiv liv i erhverv og politik: Ferdinandsen runder 75 år

9. juli 2018

Gribskovs tidligere borgmester, skibsmægler Jan Ferdinandsen, Gilleleje, fejrer 75 års fødselsdag onsdag 18. juli. 

 

'Jan F' er fortsat en meget aktiv erhvervsmand - i skibsmæglerfirmaet N.B. Ferdinandsen og Sønner A/S, der har hjemested på Gilleleje Havn og har kontorer på Bornholm og i store jyske fiskerihavne. Det er dermed landsdækkende firma, som beskæftiger sig med formidling af fiskefartøjer, BT, kW og fiskekvoter.

 

Efter endt mægler uddannelse og aftjent værnepligt, blandt andet ved FNs styrker i Mellemøsten, indtrådte han i 1967 i familiefirmaet  Det er dermed et mere end 50 årigt virke, han kan se tilbage på. Han virker også som formand for Adama Boligselskab ApS og Allo Fiskeriselskab IVS.

 

Jan Ferdinandsen har også været en aktiv del af de lokalpolitiske liv i snart lige så mange år, idet han har været politisk aktiv siden 1973. Blev første gang valgt ind i byrådet i 1974 i Græsted-Gilleleje Kommune - og fra 2006 i Gribskov Byråd, hvor han havde sæde frem til 3. oktober 2016.

 

Han har haft stort set alle afgørende politiske poster som borgmester i perioden 2010-13, 1. viceborgmester, 2. viceborgmester, formand for planudvalget, formand for teknisk forvaltning og flere andre. Han har lagt særlig vægt på at have plads i  økonomiudvalget men sin særlige økonomiske indsigt og store interesse. Sideløbende har han været repræsentant for kommunerne i stribevis af udvalg, blandt andet for Vestforbrændingen. 

 

Det Konservative Folkeparti udtrykte stor anerkendelse for Jan Ferdinandsens for uafbrudte indsats for lokalpolitk i fire årtier, og han blev udnævnt til æresmedlem i vælgerforeningen.

 

Dagen fejres sammen med familien.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com