Græsted: Juletræet tændes på Torvet søndag

28. november 2019

Gode traditioner skal man holde fast i, og en af Græsteds bedste traditioner er juletræstændingen på byens torv. Den finder sted første søndag i advent, altså søndag 1. december, og programmet er ganske  som det plejer at være.

 

Fra kl. 14.30 er der juleklip i Græsted Kros hyggelige stuer. Her kan man komme og lave sit eget julehjerte eller kræmmerhus.

 

Kl. 15.45 myldrer KFUM-spejdernes nissekor op på scenen ude på torvet for at synge julemanden frem. Når julemanden har fået lys i træet, går dansen lystigt rundt på hele torvet. Sognepræst Ole Backer Mogensen holder juletale, og selvfølgelig skal der synges fællessange, inden Græsted Handels- og Erhvervsforening byder de voksne på gløgg og æbleskiver og børnene på lækre godteposer.

 

Kl. 17.00 kimer klokkerne til gudstjeneste i kirken, og kl. 18.00 kan man sætte sig til bords på Græsted Kro.

Græsted Handels- og Erhvervsforening spiller, som det også er tradition, hovedrollen i festlighederne, og bakkes op af Græsted Kro, Græsted Borgerforening, BLIK - Græsted Bibliotek mfl. og en række fantastiske frivillige.

Inden festen går løs på torvet, sørger Handels- og Erhvervsforeningen og KFUM-spejderne for at julehygge om beboerne på plejehjemmet Skovsminde. Dét er også tradition i Græsted.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com