Helsinge: Kamp for Bijé og 20 arbejdspladser

1. februar 2020

Vi arbejder benhårdt i disse dage og uger på en løsning, hvor vi kan forsætte Bijé Fritid og Camping og forsat være Nordsjællands hyggeligste campingcenter sammen med vores medarbejdere. Det er derfor også lykkedes for os at lave en aftale med kurator, som betyder, at forretningen stadig er åben i vores normale åbningstider, selvom disse forhandlinger står på. Det oplyser Birgit og Jesper Behrensdorff efter fredag at 'have ramt' overskrifterne om konkursdekret mod virksomheden.

 

Vi har haft ufattelig mange gode oplevelser at glæde os over. Bijé Fritid og Camping har været på en fantastisk rejse med en masse tilfredse kunder, som vi møder år efter år, og dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere i det daglige. Men ikke alt har været positivt. Vi har også drevet virksomhed gennem ti svære år med finanskrise og tilbageholdenhed i det private forbrug, som har belastet mange virksomheder, også vores.

 

20. december 2019 modtog vi en mail fra vores bank gennem 12 år. Uden varsel opsagde banken vores samarbejde og krævede, at deres tilgodehavende blev indfriet senest 2. januar. De gav os 14 dage til at handle i, hvoraf de ti var fri- og helligdage, fortæller Birgit og Jesper Behrensdorff om forløbet.

 

Banken nedskrev øjeblikkeligt vores kreditter med det beklagelige resultat, at vi ikke kunne betale planlagte betalinger inden jul, og vi kunne heller ikke udbetale løn for december til vores medarbejdere.

Vi har lige siden, sammen med vores 20 medarbejdere, arbejdet på at finde en løsning, der kunne sikre Bijés fremtid og vores dejlige arbejdsplads, hvor flere af vores medarbejdere har været ansat i både 20 og 30 år. 

 

Vi tror på fremtiden

For vi arbejder ihærdigt på at sikre, at de aftaler vi har indgået med vores kunder bliver overholdt, så ingen af vores kunder kommer i klemme. Det ligger os meget på sinde.

 

Vi bruger dog ikke energi og tid på at kommenterer på sociale medier eller andre steder og det det håber vi på forståelse for.

 

Tusind tak til alle, der har støttet os igennem denne turbulente periode, I har været fantastiske, slutter Birgit og Jesper Behrensdorff.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com