1/1

Landsbystafetten: Sjov og aktiv hyggedag

27. april 2019

For første gang nogensinde samles de tre byer Blistrup, Søborg og Mårum om en kæmpe fælles aktiv hyggedag. Den kalder de Landsbystafetten, og den løber af stablen 25. maj.

Alle er velkomne til Landsbystafetten, hvor de kan opleve de tre byer "indefra" og lære deres indbyggere bedre at kende. I hver by er der nemlig oplevelser arrangeret af beboerne selv, og der er både mad og drikke inkluderet, når man har betalt.

Tilbyder en masse oplevelser 
Man kan bandt andet opleve Blistrup fra kirketårnets top, få Karstens levende beretninger fra det Gamle Søborg og være med til at brække et rådyr i Mårum. Aktive børn og voksne kan blandt andet prøve en forhindringsbane i Blistrup, diskgolf på Søborg Slotsruin og klatre i træer i Mårum.

Borgmester Anders Gerner Frost glæder sig over, at lokalsamfundene i Gribskov Kommune er så driftige, at det kan lykkes at stable sådan en aktivitetsdag på benene på tværs af tre byer.

- Landsbystafetten er et godt bevis på, at det blomstrer med liv overalt i kommunen. Der er så meget skaberkraft i lokalsamfundene, og det er svært ikke at blive begejstret, mener borgmesteren.

Transport og spisning
Deltagerne kan selv vælge, om de vil cykle fra by til by, eller man vil tage bussen. Det er også muligt selv at vælge, om man vil være med hele vejen, eller man blot vil "nøjes" med en eller to byer.

Det koster 25 kroner per by per person at spise med.

Landsbystafetten i Blistrup, Mårum og Søborg er den første af sin slags i Gribskov, men næppe den sidste. Bliver dagen en succes, vil Gribskov Kommune rigtig gerne støtte andre lokalsamfund i at skabe en landsbystafet hos dem med fokus på fællesskabet, hyggelige aktiviteter og lidt godt til ganen.   

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com