1/1

Gribskov: Tidsbestilling i Borgerservice 1. december

21. oktober 2019

Gribskov Kommune igangsætter obligatorisk tidsbestilling i Borgerservice fra 1. december. Den blev vedtaget tidligere i år - men er blevet forsinket i tre måneder. Den nye ordning iværksættes blandt andet på baggrund af gode erfaringer fra Fredensborg, hvor borgerne er tilfredse med det.

Tidsbestilling vil betyde fordele for både borgere og den kommunale administration. Borgerne slipper for eventuel kø eller for at gå forgæves, fordi medarbejderen, der var brug for at træffe, kunne være optaget af andre opgaver eller var fraværende.

 

Det er også muligt at få tider uden for den nuværende åbningstid, og flere borgere vil blive opmærksomme på de online løsninger, så de slipper for turen til rådhuset, fremhæver Gribskov Kommune.

Der er også fordele med ordningen for Gribskov Kommune, idet Borgerservice ventes at kunne nedbringe sagsbehandlingstiden på alle typer henvendelser.

Ved tidsbestilling guides borgeren igennem, så borgeren har den rigtige dokumentation med og medarbejderen kan forberede sig på henvendelsen. Det giver kortere ekspeditionstid ved hver henvendelse.

 

Det viser netop erfaringer fra andre kommuner, for eksempel Fredensborg, der indførte obligatorisk tidsbestilling 1. februar 2018.

Bestilling af tid foregår på kommunens hjemmeside www.gribskov.dk og der er en boks til det på forsiden. Borgere, der ikke er digitale, kan ringe til kommunens call center og bestille tid


Når en borger bestiller tid, vil medarbejderen på forhånd vurdere henvendelsen og se, om der er mulighed for at guide borgeren online, og så turen til rådhuset kan spares.

Tidsbestilling betyder desuden, at Borgerservice kan udbyde tider både tidligere og senere på dagen end i dag. Det vil være en fordel for blandt andre virksomheder og borgere på arbejdsmarkedet.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com