Gilleleje: Klar med udstilling på Stejlepladsen

2. juli 2020

Fra tirsdag 7 juli og indtil udgangen af august viser Museum Nordsjælland en udstilling på Stejlepladsen ved Gilleleje Havn med fotografier fra havnens og fiskeriets historie.

Formand for Gribskov Byråds Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi-Udvalg, Morten Ulrik, åbner udstillingen tirsdag 7. juli kl. 15. Museet byder på forfriskninger til børn og voksne, og alle er velkomne.

Museum Nordsjælland har fået lov af Gilleleje Havnelaug til at sætte en udendørs udstilling op på stejlepladsen i Gilleleje. Den fine stejleplads ved havnen er det perfekte sted til billedudstillingen, der har havnen, fiskeriet og det maritime miljø op gennem tiden som tema.

Fotografier fra 1880'erne

Hovedvægten ligger på fotografier, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra 1880’erne. Udstillingen er formet som en række nedslag i havnens og fiskeriets historie, der belyses gennem billeder og korte tekster.

 

Der vises blandt andet motiver fra om isvintre, ormestampning og den tidligere så stolte luksusliner ‘Black Prince’, der i flere år lå ud for Gilleleje under besættelsen som bombemål for tyskerne.

Publikum kan også se en række interessante portrætter af fiskere, deres skibe og fangster, lige fra tun og torsk til store sten til havnemoler.

Åbent i Skibshallerne

Alle, der har fået blod på tanden og vil gå i dybden med nogle af historierne, anbefales det at besøge Skibshallerne. Her er der adgang tirsdag-søndag kl. 11-16. Der er entré på 35 kroner.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com