1/1

Gribskov: Kommunaldirektør i nyt job

20. september 2019

Gribskovs tidligere kommunaldirektør Holger Spangsberg Kristiansen er igen i job som topchef. Det er i Jammerbugt Kommune vest for Aalborg mellem Skagerrak og Limfjorden. Han blev opsagt i efteråret 2018 i Gribskov - men under et år efter er han rykket til den nordjyske kommune, der har Aabybro som hovedby.

- Vi får en erfareren topleder til kommunen med et veludviklet politisk blik. Med erfaringer som bindeled mellem det politiske og administrative niveau, kan han samle organisationen og fortsætte Jammerbugt Kommunes udvikling. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med Holger Spangsberg, siger borgmester Mogens Christen Gade, Venstre.​

Forventningerne til jobbet som kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune har også været store hos Holger Spangsberg selv, der i fællesskab med kommunalbestyrelsen og administrationen vil arbejde videre med at udvikle kommunen til gavn for borgerne og erhvervslivet.

 

Jammerbugt Kommune er en velfungerende kommune med politisk stabilitet. Jeg ser blandt andet frem til at samarbejde om at opnå kommunens ambitiøse mål med at få folkeskolen i top 20, udviklingen af centerbyerne og landdistrikterne, øget bosætning, en ny sundhedspolitik og at få flere arbejdspladser til kommunen, tilføjer han.

 

Holger Spangsberg var kommunaldirektør i fire år i Gribskov Kommune. Inden da var han fra 2011 direktør for Teknik, Miljø og Erhverv i Fredericia Kommune og før det chef for sekretariatsfunktioner i Københavns Kommune inden for Børne - & Ungeforvaltningen og Teknik og Miljøforvaltningen.jzammerbugt kommune

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com