Valg-tema: Konservative i kamp for fiskeriet

24. maj 2019

Det Konservative Folkeparti vil gøre alt, hvad der kan - lokalt, nationalt og i EU - for at fiskeriet i Gilleleje og resten af landet kan overleve. Det betoner partiets gruppeformand i Folketinget, Mette Abildgaard, bakket op af den lokalpolitiske toptrio, byrådsmedlemmerne Trine Egetved og Jesper Behrensdorff og deres stedfortræder,  Lars Nielsen.

Deres udgangspunkt er, at 'Når regler ikke giver mening skal de laves om', og derfor vil Det Konservative Folkeparti arbejde på at få nogle konstruktive regler i forhold til fiskeriet i Danmark og, særligt for i Gilleleje. Udmeldingen kommer på tærsklen til EU-salget søndag 26. maj og valget til Folketinget, onsdag 5. juni.

 

Gilleleje er helt unik, fordi det er en by med en aktiv fiskerihavn og det er en del af den autenticitet, som hvert år er med til at tiltrække tusindvis af turister til byen. Stemningen er helt speciel på og i området omkring havnen. Og det skal vi politisk gøre alt for at bevare.

 

Der tales hele tiden om, at vi skal bevare de små miljøer. Med den ene hånd kan man søge alverdens EU midler til yderområder, mens der med den anden hånd laves regler, som er tæt på at lukke de små erhverv og lokalsamfund ned. Det giver ikke mening.

 

Når regler virker ulogiske og ikke giver mening, så skal vi se på om de ikke kan laves om. Og det virker uhensigtsmæssigt at fiskere sejler på kryds og tværs af vandet for at fiske. Det er ikke godt for miljøet og det rammer lokale fiskere i blandt andet Gilleleje urimeligt hårdt, fastslår de.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com