1/1

Gribskov: Kontakt om 150 boliger i økolandsby

20. maj 2019

En økolandsby med 150 boliger kan være på vej til Gribskov Kommune. Der har været første kontakt fra initiativtagerne til Gribskov - få uger efter, at et flertal i Halsnæs Byråd afviste at flytte et areal i Vinderød Nord fra landzone til byzone, så der kunne være plads.

Visione, der er præsenteret af Hellebæk-arkitekten Steen von Fyren Kieler overfor Halsnæs Kommune og nu også Gribskov, er at skabe et fremtidens bofællesskab tæt på naturen og samtidig i en landsbymæssig sammenhæng. Formålet er at varetage medlemmernes fælles interesser med udgangspunkt i socialt fællesskab, udnyttelse af vedvarende energi, samt en ressourcebevidst og økologisk livsførelse.

Både selve beliggenheden og bebyggelsen med forskellige størrelser huse indikerer sammensætningen af de kommende beboere, fra børnefamilier, sigler, singler med børn, ældre, seniorer – kort sagt alle aldre og familiesammensætninger. Det samlede antal beboere vil ved fuld udbygning være over 410 mennesker, har arkitekten fremhævet i præsentationen.

Vi har fundet en god placering i nabokommunen, da et flertal i Halsnæs byråd åbenbart ikke ønsker byggeriet i Vinderød Nord, og der ikke er alternative placerings-muligheder i kommunen, da det er vigtigt at have adgang til landbrugarealer, hvor beboerne kan have husdyr og selv dyrke jorden, siger arkitekt Steen Kieler, ifølge Halsnæs Avis.

 

Han fremhæver, at Halsnæs ud over den trecifrede millioninvestering også går glip af tilflyttende ressourcestærke borgere samt børnefamilier. Det tilfalder altså Gribskov i denne omgang, men jeg vil da ikke afvise, at vi på et senere tidspunkt kan bygge økolandsby i mindre skala i Vinderød Nord, tilføjer Kieler.

Arkitekten har overfor Halsnæs Kommune oplyst, at der er investorer, der har vist interesse for investering i projektet.

 

Formand for Udvikling, By og Lands-Udvalget i Gribskov Kommune, Pernille Søndergaard, oplyser, at det ikke endnu har været på dagsordenen i udvalget.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com