Helsinge: Kritik af Byens Loppe for at åbne

24. april 2020

Byens Loppe i Helsinge er kommet under kritik for at åbne igen lørdag 25. april på Markedspladsen - blandt andet fra formandskabet i Gadekærbutikkerne, formand Conny Nielsen og næstformand Conny Bruun.

 

Som formand for butikkerne kan det virkelig undre mig, at du åbner op for loppemarked på lørdag, skriver Conny Nielsen således i FB-gruppen ‘Det sker i Helsinge’, henvendt til Kenn Meisler, der er i spidsen for Byens Loppe.

 

- Alle vores arrangementer, store som små venter vi med, til regeringen siger god for at åbne op. Jeg syntes det er et dårligt signal at sende. Det er selvfølgelig min mening, men er sikker på at mange andre vil give mig ret, tilføjer Conny Nielsen, der spørger, hvilken myndighed har givet tilladelse til at starte nu.

 

Conny Bruun spørger, om der er lukket op for at man kan blive så stor en forsamling.

 

- Det forholder sig efter alle oplysninger, vi kan samle, at myndighederne ikke kan give tilladelse til et specifikt arrangement. Men vi er underlagt de retningslinjer, der gælder omkring afstand, hygiejne og andet, siger Meisler, der henviser til, at pladsen også indrettes med mere afstand mellem de forskellige loppestader.

 

Ordensregler indskærpes

Bestyrelsen for foreningen Byens Loppe har fredag udsendt nye ordensregler, der gælder for 2020: Her betones det, at stadeholderne skal medbringe håndsprit til eget og kundernes brug samt til at bruge handsker.

 

Der opfordres også til at betaling kan ske via MobilePay, så der ikke skal udveksles kontanter og i øvrigt til at alle holder afstand. Der peges også på, at retningslinjerne for forsamlinger overholdes.

 

Der bliver også først adgang til pladsen, når der gives tilladelse fra styrelsen. Der er ikke forhåndstilmelding til ‘Byens Loppe’, der henviser til, at der er adgang til pladsen fra kl. 07.30.

- Vi understreger også, at fællesskabet skal respekteres, så der er ingen, der kan gøre som de lyster, siger Kenn Meisler, der tilføjer, at pladsen åbner for kunder kl. 08.30 og er åben til kl. 14.30.

 

Vi er drevet af lysten til at forbedre egne forhold ved at realisere overskydende ejendele, samt et ønske om at skabe et bedre og sundere samfund ved at genbruge allerede forhåndenværende ressourcer, tilføjer han.

Byens Loppe har i en årrække haft tilladelse fra Gribskov Kommune til at bruge den offentlige P-plads syd for Gadekærvej. Førhen holdt arrangementet til på P-pladsen på Møllebakken overfor rådhuset men måtte flytte som følge af det forestående byggeri.

Læs også: Byens Loppe klar lørdag

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com