Gribskov: Krøll Willemoes træder ud af byråd
3. december 2019
En af Nytgribskovs store profiler i Gribskov Byråd, Sisse Krøll Willemoes, søger nu om at udtræde at rådet. Efter tre måneder orlov fra byrådsarbejdet har hun valgt ikke at vende tilbage - eller eventuelt at forlænge orlovsperioden.
Sisse Krøll Willemoes vil hellige sig sit civile arbejde som afdelingsleder i Frederikssund Kommunes børne- og skole-administration.
Hun har været medlem af byrådet siden 2014 - og har i flere omgange været formand i børneudvalget, herunder også i indeværende periode. Ved den store omkonstituering af byrådet tidligere i år måtte hun overlade posten til Natasha Enetoft, Venstre, for i stedet at indtage næstformandsposten.
- Jeg har søgt om udtræden af byrådet, så det er op til byrådet at tage stilling, siger Sisse Krøll Willemoes.
Hendes afløser i byrådet er Tonny Nalepa Jensen. Han er allerede trådt ud af Kulturrådet for at helllige sig byrådsarbejdet. Næstformandsposten i børneudvalget er fortsat på Nytgribskovs hænder, idet Morten Klitgaard er rykket ind på den plads i fraværet af Krøll Willemoes og nu står til at have den permanent.