1/1

Gribskov: Kulturpris 2018 til Rigmor Westh Baagøe

28. september 2018 kl. 19.30

Rigmor Westh Baagøe har fredag aften modtaget Gribskov Kommunes Kulturpris 2018. Prisen er på ´5.000 kroner. Hun var indstillet til prisen af Danmarks Naturfredningsforening Gribskov.

- Vi kan alle være imponeret over Rigmors uegennyttige indsats, der i væsentlig grad personificerer den samskabelse med civilsamfundet, som Gribskov Byråd ønsker, sagde formand for kulturudvalget, Morten Ulrik Jørgensen sin tale ved overrækkelse af prisen. Den fandt sted ved det store Frivillig Fredag-arrangement. 

I procesforløbet har Rigmor westh Baagøe, indledningsvis alene, og nu med Foreningen Kultur-Natur-Nordsjælland, haft brug for kapital i forbindelse med etableringen af vandreruten, og Gribskov Kommune har i 2018 sammen med Friluftsrådet ydet økonomisk støtte til projektet, tilføjede udvalgsformanden.

Med Pilgrimsruten Tisvildevejen har Rigmor Westh Baagøe formået at vise Gribskov Kommunes smukke natur og de mange kulturelle seværdigheder, så de bliver tilgængelige og synliggjort for flere mennersker, og flere får indsigt i områdernes historie og sammenhæng.  Jeg kan kort og godt sige: En kulturhistorisk oplevelse både for sjæl og krop.

Rigmor italesætter med sit projekt den nordsjællandske kulturarv, så folk lytter - og kommer ud i naturen og vandrer, betonede Morten Ulrik Jørgensen.

Går i folk med træsko på

Og hun favner alle, uanset om det berører kultur, erhverv og lodsejere, borgere og turister.  Hun går i folk med træsko på - om det er på borgmesterkontoret, landsby-beboere eller erhvervet, så går hun til folk i sagens og vandrerutens tjeneste.

Gribskov Kommune ønsker derfor at bakke op om en enestående ildsjæl, der formår at samle mange borgere, erhvervet og kulturen i skabelsen af noget stort og unikt.

Pilgrimsruten Tisvildevejen er en kulturhistorisk oplevelsesrute, som gennem nære oplevelser på et højt kvalificeret og vedkommende niveau, videreformidler hvad Nordsjælland rummer af natur, kultur, lokale produkter og menneskelige ressourcer.

 

Pilgrimsruten går fra Esrum Kloster til Mårum, Annisse, Ramløse og ender ved Helene Kilde i Tisvildeleje – og vil utvivlsomt i tiden fremover være fast forankret som regionalt kendetegn for såvel fastboende som sommer- gæster og turister, anførte Morten Ulrik Jørgensen.

 

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com