1/3
Kulturprisen til mølleforening

1. oktober 2020

Gribskov Kommunes kulturpris er torsdag formiddag blevet overrakt til Ramløse Mølleforening og formand Paul Plant. Dermed påskønnes både mølleformanden og de mange øvrige ildsjæle i og omkring møllen for deres arbejde med kulturarven og håndværkstraditioner i Ramløse.

Formand for byrådets kulturudvalg, Morten Ulrik, stod for prisoverrækkelsen ved en sammenkomst ved møllen. Det er dermed andet år i træk, Kulturprisen, der er på 5.000 kroner, har fundet vej til Ramløse, idet Ram-Huset modtog prisen i fjor.

TRADITIONER

Der er mange traditioner i forbindelse med en mølle og en kulturhistorisk viden om mølledrift er blevet bevaret. Frivillige i foreningen har holder flere årlige mølledage, hvor der bliver demonstreret og fortalt om, hvordan kornsorter bliver forarbejdet, sagde Morten Ulrik i sin tale.

Gennem årene bliver møllen besøgt af en stribe foreninger og institutioner. Den største betydning er måske møllens samarbejde med skoler og daginstitutioner, hvor den bidrager med undervisning. Med temaer som 'Fra jord til bord' og 'Vindenergi' byder møllen ind med dagsaktuelle emner og er med til at opfylde kommunens målsætning om læring gennem samarbejde med foreninger, tilføjede udvalgs formanden.

NY VINGER PÅ VEJ

Møllen står netop nu uden vinger, men et resultat af det engagerede arbejde, mølleformand og forening har stået for over de seneste måneder kan snart ses.

Nationalmøllebygger Morten Anker Pedersen, Avnbøl ved Sønderborg, er nemlig netop nu ved at lægge sidste hånd på to nye vinger til møllen. De ventes monteret i Ramløse i november.

 

FINANSIERING SIKRET

Finansieringen af vingerne og øvrige restaurering af møllen er grebet an med en særlig energisk indsats af mølleforeningen, der har drevet en proces frem for at få sikret en bevilling fra Gribskov Kommune på 1.500.000 kroner - sammen med en halv million kroner i tilskud fra LAG Halsnæs-Gribskov.

Realdania har ligeledes reageret positivt på en ansøgning om én million kroner til Gribskov Kommune til Ramløse Mølle, Pibe Mølle og vandmøllen på Esrum Møllegård.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com