Leg med navne i Troldebakkerne

23. september 2020

Gribskov Kommunes kommende boligområde Troldebakkerne nord for Helsinge får 25-30 nye veje, som alle har brug for et navn. Derfor beder kommunen nu om hjælp til at finde vejnavne, som passer til området. Legen med navne er startet og fortsætter til 18. oktober.

Gribskov Kommune forestiller sig, at Museum Nordsjællands arkæologiske fund i området kunne danne baggrund for vejnavne til området ud fra følgende temaer: 'Teglbrænding’, ’Bronzealder og jernalder' samt ’Fund fra oldtiden’

GLÆDER SIG TIL DE FØRSTE HUSE

Vi glæder os helt vildt til at se de første huse skyde op på de nye veje, siger formand for Udvikling, By og Land-Udvalget, Pernille Søndergård, der ser frem til at få mange nye navne-forslag at tage stilling til i udvalget.

På billedet her ses udvalgsformanden sammen med borgmester Anders Gerner Frost fra en besigtigelse, de for nylig lavede i Troldebakkerne.

Der er endnu ikke godkendt planer for nybyggeri. De første boliger ventes klar til indflytning i 2022.

INSPIRATION

For at få gang i fantasien lægger kommunen forslag frem til navne, som Museum Nordsjælland har peget på: Teglovnsvej, Grubevej og Mejselvej.

UBL-U udvælger de endelige navne på udvalgets møde i november. Navnene og 'døberne' vil umiddelbart efter blive offentliggjort på kommunens facebookside og hjemmeside.

Det er muligt at sende forslag til vejnavne til brosw@gribskov.dk senest 18. oktober kl. 12.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com