1/1

Esbønderup: Lokal investor køber sygehus

17. januar 2019

Freja Ejendomme, der står for salg af statens ejendomme, har solgt Esbønderup Sygehus til en lokal investor, der vil skabe boliger med landskabelig udsigt i de gamle. Efter foreliggende oplysninger er køber en investorgruppe med Kenneth Munk, Borrebjerggård VVS, i spidsen.

Esbønderup Sygehus er oprindeligt fra 1700-tallet, hvor det var et stråtækt bindingsværkshus med 12 senge. I midten af 1800-tallet blev det revet ned og erstattet af et nyt sygehus tegnet af arkitekten Vilhelm Holck. Siden er Esbønderup blevet udvidet i flere omgange i takt med opbygningen af det danske sygehusvæsen. Den største udvidelse skete i 1970’erne, hvor der blev bygget et moderne afsnit i beton for at give plads til flere patienter.

120-150 boliger

Det er i denne moderne afdeling, de første boliger vil se dagens lys. Meningen er nemlig at omdanne sygehuset i flere etaper i takt med, at der kommer nye beboere til det smukke område i Nordsjælland. Boligerne bygges i den eksisterende sygehusstruktur, så de oprindelige rammer udnyttes fuldt ud.

- Investoren vil udnytte sygehusets indretning til at skabe 120-150 boliger i det gamle sygehus.

 

Lejlighederne vil spænde fra 30-150 kvadratmeter med en overvægt på lejligheder i størrelsen 60-80 kvadratmeter, siger salgschef i Freja Ejendomme, Per Kondrup.

Investoren har store planer for det nye boligområde, der skal give plads til både familier, fraskilte med børn, enlige og folk fra lokalområdet, der gerne vil bo i en nyrenoveret bolig og samtidig nyde den smukke natur. Mens der bygges i den moderne bygning, kan de andre bygninger udnyttes midlertidigt til udadvendte aktiviteter som vandrehjem, kursusvirksomhed og kontorfælleskab.

- Vores investor kommer fra lokalområdet og har fingeren på pulsen, så vi er ikke i tvivl om, at det er det rigtige projekt til Esbønderup Sygehus. Jeg glæder mig til at følge forvandlingen fra sygehus til moderne landskabelige boliger, tilføjer Per Kondrup.

Arbejdet med salget af sygehuset har stået på i en halv snes år. Kortvarigt var ejendommen i brug som modtagecenter for flygtninge. Oprindeligt var den sat til salg for over 100 millioner kroner. Købsprisen er ikke offentliggjort - men vurderes til at blive meget væsentligt lavere.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com