1/1

Gilleleje: 'Lystid i mørket' lanceres onsdag

28. oktober 2019

Det er livets smertepunkter og emner som sorg og ensomhed, der kommer nærlys på ved en boglancering på Mezzaninen i Kulturhavn Gilleleje onsdag 30. oktober. Det sker kl. 16.30 til 18.00. Ud over selve præsentationen af den nye bogudgivelse med titlen “Lystid i mørket: Essays om sorg, ensomhed og livsmod” ved forfatteren Jørn Henrik Olsen, så medvirker det dygtige kor A'Cappella.

 

Korets medlemmer er kendte ansigter i det lokale opland og synger aldeles fremragende. De synger i alt 6 sange, der på forskellig måde spejler eller sætter lys på blandt andet livet med kærlighed og sorg.

Der bliver også mulighed for at købe bogen og få den signeret af forfatteren. Der er tale om en ualmindelig smuk udgivelse, som også rummer tyve fotos af kunstfotografen Camilla Engrob. Hun kommer og fortæller kort om den kreative vej fra en bogs indhold til selve bogværket. Forlaget og forfatteren vægtlægger nemlig, at teksternes indhold og det grafiske udtryk udgør et karakterfuldt, stramt og smukt hele.

Jørn Henrik Olsen siger om bogen, at den er som et fordybelsesrum, hvor den enkelte kan spejle dét, som læseren helt personligt udfordres af i sorgens og ensomhedens landskab. Han understreger, at alle interesserede er meget velkomne til den festlige markering, hvori der også bydes på et glas og kransekage.

Bogen er skrevet til alle, ikke kun til fagfolk eller helt specielt interesserede, siger forfatteren. Han gør for eksempel gældende på denne lidt finurlige måde, at det kun er de hjerteløse, som ikke har noget kendskab til sorg og ensomhed.

 

Hvor det er sådan, svarer han også på. Jørn Henrik Olsen ser sorgen som en nøgle, der kan bruges til at låse op for en forståelse af menneskelivet. Mennesker er relationelle væsener, der knytter sig til hinanden i kærlighed. Det står klart og tydeligt, når relationerne brydes, og kærligheden bliver hjemløs. Sorgen viser os, at der er noget, mennesket ikke kan magte og fikse. Vi er ikke vores egen lykkes smed. Vi er helt afhængige af andre. 

Læs også: Skarpt lys på sorg og ensomhed

1/5

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com