1/1

Nordsjælland: Markant vækst i erhvervs-turisme

8. november 2018  

Nordsjælland har igen oplevet en markant stigning i erhvervsrelaterede turismeovernatninger. Øget kapacitet, bedre faciliteter og opbakning af det lokale mødenetværk forklarer væksten.

 

Flere erhvervsdrivende vælger at holde deres møder i Nordsjælland, når de planlægger en dag ud af huset. Til og med august i år har de fem VisitNordsjælland-kommuner haft 166.297 forretnings-relaterede overnatninger. Det er en stigning på 23 procent, når tallene sammenlignes med dem fra samme periode sidste år. Her lå overnatningstallet på forretningsrelaterede overnatninger på 134.893 og for hele året på i alt 216.148.

2018 kan blive det bedste mødeår

- Følger vi den flotte kurve bliver 2018 det bedste mødeår siden VisitNordsjællands begyndelse i 2009. Der er ingen tvivl om, at de fine tal bl.a. skyldes, at hoteller som f.eks. Hotel Bretagne, Marienlyst Strandhotel og Fredensborg Store Kro har fået mere kapacitet, og dermed også har mulighed for at afholde flere møder.

 

Og så har mødenetværket Unikke Mødesteder i VisitNordsjælland-regi arbejdet målrettet på at markedsføre Kongernes Nordsjælland som en mødedestination. Konkurrenter arbejder nu både på tværs af egne interesser og kommunegrænser, siger Berit Elmark, der er udviklingschef i Visit Nordsjælland.

Højere døgnforbrug og flest danske mødeturister

Marienlyst Strandhotel er et af de hoteller, der har øget antallet af erhvervsgæster – især efter deres totalrenovering af hotellet og tilføjelsen af nye spafaciliteter.

- Siden vi renoverede hotellet og indviede vores nye spa i starten af året, har vi kunnet mærke en stigende interesse både fra ferie, spa - og mødegæster. Gæsterne har i den grad taget både vores mødekoncept, vores nye faciliteter og omgivelser til sig.

 

Vores egne tal for mødeovernatninger underbygger tallene for erhvervsrelaterede overnatninger for hele destinationen, og udover vores nye tiltag er de gode tal også et resultat af den samlede arbejdsindsats i Unikke Mødesteder om at gøre Nordsjælland til en attraktiv destination for afholdelse af møder, konferencer og events, siger Charlotte Frederiksen, salg og marketingchef, Marienlyst Strandhotel.

Mødeturismen får større betydning i Danmark

For første gang i fem år har VisitDenmark netop udsendt en analyse om mødeturismens betydning i Danmark. Her kan man bl.a. læse, at mødemarkedet i hele Danmark i 2017 samlet omsatte for 26 mia. kroner baseret på et døgnforbrug på 2.450 kroner mod tidligere 1.950 kroner.

I Kongernes Nordsjælland er det overvejende danske mødegæster, der besøger destinationen. Hele 93 procent af de erhvervsrelaterede overnatninger skyldes danske turister, hvor kun 7 procent stammer fra internationale overnatninger. På landsplan er der dog færre danske mødegæster, men flere internationale. 2/3 er fortsat danske, mens en tredjedel er internationale overnatninger.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com