1/1

Besøg på Trongården: Minister viser nærvær i Vejby

27. august 2018

Ældreminister Thyra Frank valfarter landet rundt og har som mål at besøge samtlige kommuner. Mandag kom turen til Gribskov, hvor ministeren fik lejlighed til at besøge Plejecenter Trongården i Vejby. 

Thyra Frank har været under kritik for ikke at tage initiativer på ældreområdet - men har dog for få dage siden udfoldet en plan om at sende 400 millioner kroner ud i kommuner til indsats mod ensomhed over de næste fire år. Det vil betyde omkring fire millioner kroner til Gribskov.

Ministeren, der selv har baggrund fra mangeårigt virke i ældreområdet blandt andet som leder af plejehjem, viste sig vanen tro fra sin stærkeste side med evnen til nærvær med de ældre, og hun kunne hilse på og tale med flere af Trongårdens beboere.

Gribskov Kommune rullede sig ud med en stærk delegation til at modtage ministeren og drøfte ældreområdet med hende. Det var med borgmester Anders Gerner Frost og formand for Ældre, Social og Sundheds-udvalget, Pia Foght, i følge med velfærdsdirektør Mikkel Damgaards, fagchef Lis Freisner samt Trongårdens nærmeste ledelse: Bettina Bach Offendal og Charlotte Milton.

Duften af mad

Ministeren fik fortalt om, hvordan beboerne på Trongården har fået duften af mad tilbage i hverdagen. Trongården har nemlig, sammen med to andre plejehjem, fået en pose penge fra netop Sundheds- og Ældreministeriet til at bygge to afdelingskøkkener.

Formålet med det er blandt andet at give beboerne mere fællesskab og madglæde ved at inddrage dem mere i madlavningen, og ved at de kan dufte dagens menu på gangene.

I Gribskov har er der rigtigt gode erfaringer med hjemmelavet mad i egne køkkener på blandt andet Trongården. Ministeren blev vist rundt af personalet, hvor blandt andre social- og sundhedshjælper Anette Svendsen fortalte om, hvordan den hjemmelavede mad og ikke mindst den friskbagte kage har givet beboerne mere livskvalitet i hverdagen.

- Når duften spreder sig, så kommer beboerne ud og deltager i køkkenet - det får beboerne til at blive mere aktive, forklarer Anette Svendsen.

Tilfreds udvalgsformand
Også formand for Ældre, Social og Sundheds-udvalget, Pia Foght, var med på rundvisningen. Hun var rigtig glad for, at ældreministeren fik lejligheden til at høre om Gribskov Kommunes store fokus på mad i ældreplejen.

- Mad er så vigtig en del af fællesskabet og trivselen for vores ældre borgere. Derfor har vi sat så stort et fokus på det her i kommunen, betoner formanden.

Thyra Frank sluttede rundvisningen på Trongården af med at spise frokost sammen med beboerne - Der var naturligvis dessert til.

1/5

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com