Gilleleje: Musikalsk bingo i 'Det Hvide Hus'

26. juni 2020

Der er allerede varmet grundigt op til en ny sæson i haven ved Det Hvide Hus, Gilleleje Hovedgade 4, med musikalsk Sankt Hans-aften og fredag aften med husorkestret ‘The What’, når der lørdag 27. juni åbnes for et nyt koncept - Musik Bingo med René Richardt.

Lågen åbner kl. 18.00 og musik-bingoen kører fra kl. 20.00. Det går dermed ud på at hygge sig, høre god musik, som vi alle kender, og krydse af på bingopladerne. Det er muligt at vinde billetter til sommerens arrangementer - og måske er der også en sidegevinst eller overraskelse undervejs, fortæller havevært Morten Ulrik.

René Richardt, der kendes som kro- og revydirektør fra Græsted Kro, står for at spille musikken og underholde igennem aftenen. Entréen er gratis, men pladerne koster 50 kroner stykket.

Gæsterne er som altid velkomment at medbringe mad fra lokale restauranter eller hjemmekøkkenet. Hele arrangementet vil være siddende. Vi håber, alle vil bidrage til at overholde gældende Corona-retningslinjer, opfordrer Morten Ulrik.

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com