1/1

Gribskov: Netværk og samarbejde skal styrkes

14. november 2018  

Foreninger og frivillige i Gribskov skal i højere grad skabe netværk og samarbejde på tværs af foreninger og frivillige, og Gribskov Kommune holder med dette formå kurser for alle, der gør en frivillig indsats.  Det bliver torsdag 22. november i kantinen på Gribskolen i Græsted. 

 

Det er anden gang i dette efterår, at kommunen inviterer frivillige til kursus og denne gang handler det om, hvordan man tiltrækker, fastholder og leder/koordinerer frivillige.

- Det handler det dels om, at vi gerne vil støtte og servicere foreninger og frivillige, men det handler også om at skabe netværk og kendskab på tværs, siger Frivilligkoordinator Pernille Dirchsen.

Derfor er alle velkommen hvad enten de er frivillige inden for idræt, kultur, natur eller det sociale område.

 

- Når vi har inviteret til arrangementer af forskellig slags, er pauserne ofte meget værdifulde, her får folk lært hinanden at kende, skabt netværk man kan trække på og skabt konkrete samarbejde, tilføjer hun.

Når de frivillige spørges om, hvad der motiverer dem til at netværke og samarbejde på tværs, er en af de helt store motivationsfaktorer at synliggøre egen forening eller at samarbejdet styrker egen sag.

Samarbejde og netværk giver endvidere mening, når man i fællesskab sætter fokus på et område eller går sammen om at udvikle nogle arrangementer eller kurser/foredrag.

 

Det kom frem ved et møde om hvordan vi kan styrke netværk mellem foreninger i Gribskov som Frivillig Forum Gribskov holdt tidligere i november og hvor alle foreninger var inviteret.

 

Kurset om at tiltrække, fastholde og lede frivillige er arrangeret i samarbejde mellem Gribskov Kommune og repræsentanter fra foreningerne og foregår torsdag 22. november i kantinen på Græsted skole fra kl. 18.00-21.00. Fra 17.30 frister arrangørerne med en sandwich.

 

Her bliver der plads til netværk og videndeling. Det sker blandt andet ved at kurset er organiseret som en række workshop, som blandt andet bærer overskriften: 'Fra brandslukning til målrettet rekruttering.

 

Det er gratis at deltage - og tilmelding sker HER

© 2016 www.gribskovonline.info · Redaktion: Sv. Erik Jacobsen, Ansvarhavende · Telefon 51 92 28 30 · Mail: gribskovonline@yahoo.com