Gilleleje: Ny IT-Cafe åbner i Kulturhavn
2. marts 2020
En ny IT-Café er åbnet i Kulturhavn Gilleleje, hvor alle kan få hjælp til at komme videre med deres IT-udstyr. Hver anden mandag kl. 13-15 er tre frivillige klar til at hjælpe alle, der er løbet ind i problemer med deres IT-udstyr - eller gerne vil have nye færdigheder. Det er første gang mandag 2. marts.
Det gælder blot om at medbringe iPad, tablet, smartphone eller bærbare PC. It-Caféen er bemandet af T-holdet, Ole,, Niels-Holger og Tommy, der ses herover, samt Frank, der havde en fridag, da fotografen kiggende forbi. Der kan eksempelvis opnås vejledning til:
• Brug og oprettelse af e-Boks, NemID, Rejseplanen, Borger.dk
• Hjælp når du sidder fast i brugen af din iPad/tablet, telefon, PC
• Hjælp til at installere og bruge apps og programmer
• Information omkring sikkerhed på nettet og antivirusprogrammer
• Hjælp til opdatering af din iPad, telefon eller programmer på din PC
• Inspiration til nye, sjove og nyttige apps